I det lille varme teaterrum på Får302 er der lagt op til et spændende
aften og et fascinerende og gysende møde med en kunstner, der har solgt
sin sjæl til djævelen, nemlig Nazisterne under 2. verdenskrig.
TITEL
Sympati for djævelen af Lucas Svensson
TEATER
Teater Får302
SPILLEPERIODE
16. september – 11. oktober
Gustaf Grüngens var en provinsskuespiller der pludselig steg til tops under Nazismen som det tredje riges teaterchef – uden nogensinde at melde sig ind i partiet. Efter krigen forsatte hans succes som skuespiller og teaterchef i Tyskland og internationalt på turné.
Grüngens var også skabsbøsse med hang til unge drenge, og i forestillingen befinder vi os i et hotelværelse på Manilla, hvor Grüngens og hans unge dreng er på krydstogtsrejse.
Der er kraftige referencer til bl.a. Døden i Venedig, og Grüngens var da også inspiration for Klaus Mann til bogen Mefisto. Klaus Mann var søn af Thomas Mann, som skrev Døden i Venedig. Der er ingen sammenhæng i øvrigt mellem Døden i Venedig og Gustaf Grüngens, andet end en smart idé tænkt af stykkets forfatter Lucas Svensson. Der er rigtigt mange smarte ideer i stykket, og det er netop problemet med forestillingen – manuskriptet. Det er for kunstigt, for forudsigeligt og for konstrueret. Det er konstruereret nærmest til det irriterende, og det er synd for Pauli Ryberg, som kæmper med at skabe en interessant figur i et virvar af alt for mange ord og en rodet scenegang.
Det bliver aldrig rigtigt stærkt eller provokerende teater. Vi kommer ikke rigtig til at føle noget for Grüngens. Han bliver aldrig rigtigt farlig, interessant eller rørende. Han forbliver en stor teatralsk teaterkrukke uden megen karakterudvikling, hvilket kunne have været meget sjovt, hvis der var tale om en lille frisk monologforestilling på 50 min. Nu er det halvanden time, vi skal sidde igennem, og det er ikke nok til at holde os fanget.
Stykket og instruktionen kan få en halv stjerne hver, Pauli Ryberg får to for en bravt kæmpende indsats. Man kan se hvor spændende figuren kunne have været, hvis teksten bare havde været bedre, og instruktionen en kende mere nuanceret.
Der bliver talt meget om pauser i forestillingen, kunsten at kunne holde en pause som fastholder publikum i åndeløs stilhed -en stilhed som for skuespilleren kan være lige så overdøvende tilfredsstillende som et tordnende bifald.
Men er kunsten at kunne holde en pause svær, er opbygningen til kunstpausen endnu sværere! Der er mange kunstpauser i forestillingen, men desværre ingen opbygning – ingen udvikling i tekst eller historie. Meget sigende ender vi omtrent, hvor vi begynder; i Nikolaj Tarps delikate hotelværelse.
Pauli Ryberg og Gustaf Grüngens havde fortjent bedre.