Dobbelttænkning

Vi begynder i fremtiden, hvor en flok forskere diskuterer dagbogen med titlen 1984, som Winston Smith begynder at skrive en dag, hvor han får en forbudt tanke. At tænke frit og selvstændigt er nemlig forbudt i den verden, vi møder i 1984. Big Brother holder øje med alt ,selv inde i dit hoved. Sandhedsministertiet er i gang med at oprette Nysprog. På papiret ser det ud til at være en udvikling af sproget, men det er faktisk det modsatte. Hvis man kan slette ord fra sproget, kan man også udrydde forbudte tanker og bestemme, hvad folk skal tænke. Hvis man har glemt ordene eller ikke kender ordene for forbudte ting, kan man jo ikke tale om dem eller tænke på dem. Hjernevask og mindcontrol er på dagsorden. Kærlighed og sex er også forbudt, for den følelse, du får efter en orgasme, er større end den følelse du kan have for partiet.

2+2 er 5
Dobbelttænkning er et nysprogsord, der bliver brugt meget i forestillingen. Som mange nysprogsord har det to modstridende betydninger. Hvis man bruger det om en modstander, betyder det, at vedkommende hævder, at sort er hvid, selvom kendsgerningerne tydeligt viser, at dette ikke er korrekt. Hvis man bruger det om et Parti-medlem, betyder det, at vedkommende som loyalt medlem er parat til at sige, at sort er hvid, når Parti-disciplinen kræver det. Men det betyder også evnen til at tro, at sort er hvid, og endda være overvist om at sort er hvid og glemme, at man nogensinde har ment noget andet.

Vores hovedperson Winston bliver beordret til at mene, at 2+2 er 5 og ikke 4 i en af de mest voldsomme torturscener, jeg nogensinde har set på et teater. Hvor bogens slutning lægger ikke op til noget håb, har forestillingen på Betty Nansen trods alt et lille håb for, at fremtiden kan blive lidt lysere set i lyset af, at vi er i dialog med fremtiden, som trods alt ser ud til at have nogle selvtænkende mennesker.

Der er meget at fortælle og forklare, og især begyndelsen af forestillingen er temmeligt træg at komme igennem, men vi er i sikre hænder hos Patrick Baurichter i den kæmpe hovedrolle som Winston, spillet med den helt rigtige ilterhed, oprør og frustration i kroppen. Jens Jørn Spottag er gysende god som O´Brien og Sofie Ancher Vea sød og betagende som Julia.

Det er teater, der sætter tanker i gang. Det er ubehageligt at se på og bestemt så langt for en festaften, som det kan tænkes, men det er så sandelig også teatrets opgave at råbe op, og det gør de på Betty Nansen denne gang, Tak for det!