Imposant ”reunion”

Gensynet holdes i en flot ramme. Nadia Nabil Korsbæks stemningsmættede scenografi af et drømmeagtigt kuldsejlet skib skaber et imposant rum, der sammen med Raphael Frisenvænge Solholms lysdesign og Peter Kohlmetz Møllers musik suger os ind i det abstrakte drømmeunivers, forestillingen foregår i.

Udgangspunktet er Shakespeares Stormen, men andet Shakespeare og andet end Shakespeare er også med i fortællingen om seks mennesker, som er strandet i et ukendt univers af drømmende melankoli, paranoia, magtkamp og afmægtighed. Tre e på hver sin side er der linet op til, men vi får aldrig rigtigt en fornemmelse for den magtkamp, der ligger mellem Peter Reichardts vage Antonio og Ellen Hillingsøs stærke Prospero. Det hele forbliver fragtmenter, og man opgiver at finde en særlig, dybere mening med det hele.

Det gør også, at man taber lidt interesse for forestillingen, som i perioder bliver virkeligt teaterkedelig.

Dog er der så sandelig også lyspunkter: Især Mads M. Nielsens som slaven Cali ban. Han har en helt dæmonisk gestaltning af figuren, som det næste øjeblik slår over i tilbagelænet ro og så endelig over i slapstick, så teatret runger af latter. Pelle Koppel følger trop som fordrukken tjener. Camilla Bendix har også en del skønne scener og lyser op med sin bastante komik, mens Mette Kolding med isnende underspil er den lettere resignerede Emilia.

Kloge Shakespeare citater
Hele affæren bliver som nævnt en smule rodet og konstrueret. Alle skal have deres taletid, alle skal have deres scene, men det hele er heldigvis fyldt med Shakespeares kloge citater. Det er som et kalejdoskopisk vue gennem Stormen og andre Shakespearestykker – og pludselig er det slut, omend slutningen har svært ved at indfinde sig.

Er man til en aften, hvor man virkelig føler, man er i teatret til klassisk skuespil, så er det bare om at komme afsted til Valby.