At tro eller ikke at tro

Religion er et sprængfarligt emne – det er bl.a. årsagen til de fleste krige, uoverensstemmelser, terrorhandlinger etc. Vi er dog mere nede på det ufarlige plan i forestillingen ”Traditionen tro”, bl.a. fordi den mest henvender sig til børn i konfirmationsalderen.

Det er modigt og flot tænkt af holdet og Alias Teaterproduktionen at sætte tanker i gang hos de unge samt tage hele religionsproblematikken op til teaterdebat.

Ideen er at fortælle en historie om tre 14-15-årige venner, som har både lidt kæresteproblemer, skilsmisseforældre og tanker om religionen, da konfirmationen jo er noget man skal tage stilling til. Det sætter en masse tanker i gang.

Desværre er det bare ikke særligt godt skrevet og sat sammen. Det bliver en meget postuleret dialog om store emner forsøgt omsat til et sprog, som skal lyde ungt. Der er enormt dårlige scener med forældre, som virker konstruerede og unaturlige. Her virker forestillingen desværre som en aften på en efterskole, hvor man har haft til opgave at lave en dramatisering af elevernes forhold til religion, kærester og forældre. Enkelte steder kunne man sågar føle sig hensat til en dramaaften i den lokale, religiøse sekt.

I øjeblikke er det sjovt og originalt – bl.a. når man går ud af historien og bare fortæller om religioner. Det ville jeg hellere have set en hel forestilling med, og jeg tror i sidste ende, at børnene, der så forestillingen, ville få mere med sig ud af teatret end blot at sætte nogle tanker i gang.

Det virker sjusket og for tyndt – især hvis man har brugt måneder på at efterforske emner og besøge skoler og andet. Der er ikke meget mere om de enkelte religioner, end enhver i 7. klasse kan slå op på wikipedia.

Homoseksuelle er ikke-eksisterende , selvom især de må kæmpe med endnu flere problemstillinger i forhold til religion. Det er altid det kort, der bliver trukket først, når folk skal forklare, hvorfor det er ”forkert” at være homoseksuel, ligesom det er årsagen til forfølgelse af homoseksuelle over hele verden, hatecrimes etc.. Den eneste gang, man hører ordet bøsse i forestillingen, er det som skældsord!!!

Det kan I ikke være bekendt!

Jeg giver tre stjerner for Faderen, Sønnen og Helligånden, for modet og ideen – og fordi man på den efterfølgende debat kunne høre, at børnene trods alt havde fået noget ud af det . Ellers var det nok kun blevet til to.