To af Dansk Danseteaters egne dansere byder op til dans i Dansehallerne på en aften med eksplosiv musik og dans i højt gear.
TITEL
Carmina Burana af Alessandro Pereira og Fabio Liberti (Koreografi) Carl Orff (Musik)
TEATER
Dansk Danseteater
SPILLEPERIODE
15. januar – 26. marts
se turneplan på danskdanseteater.dk
Carmina Burana er svær at koreografere til, fordi den hamrer afsted i samme tempo det meste af tiden. Det er storladen musik, der kræver, at man enten følger med i det høje tempo eller vælger at gå den anden vej og bryde musikkens insisterende drive med langsomme trin og nedtonet dans.
De to koreografer har valgt for det meste at følge musikken.
Første del af aftenen er koreograferet af Fabio Liberti. Han begynder sin del med en flot sammendanset scene, hvor alle de syv medvirkende dansere virkelig viser, at Dansk Danseteater har et imponerende skarpt korps, der følger hinanden tæt. Man får en fornemmelse af, hvor velprøvet det hele er. Alle bevægelser, tællinger og trin sidder lige i øjet. Faktisk er åbningen af aftenens program næsten også det bedste.
Efter åbningen bliver Fabio Libertis koreografi nemlig en kende uinteressant og nærmest irriterende insisterende i at skulle handle om nogle forskellige figurer (nonner, tjenestefolk, hof). I nogle scener virker det, som om man ikke har vidst, hvad man skulle bruge musikken til og derfor hælder en masse rekvisitter på scenen. Værst går det ud over en næsten uudholdelig lang scene, hvor der skal redes hår- og en lang ikke særlig morsom køretur med en hestevogn og en snakkende frokost i det grønne.
Strammere anden del.
Andel del er en kende mere ren og stram i koreografien modsat førstedelens mere skabede dans.
Her er der kigget gevaldig efter Ohad Naharin med de dybe fjerde positioner og vuggende underliv i anden position. Det er dog ligesom, der er mere musisk ide i denne del af programmet med nogle stille passager. Musikken er også bedre i anden del end den første, men alligevel forblev det lidt i det pjattede hjørne i enkelte passager så den store kontrast til førstedelen udeblev.
Jeg manglede helt klart at kunne se, hvad formålet med denne danseaften var. Hvorfor Carmina Burana? Hvorfor to forskellige koreografer?
Korpset er som nævnt imponerende danseteknisk, og især to skiller sig ud denne aften: Arina Troskyanetskaya med sit vilde hår og Ninos Joseph i sine soloer i anden del.
Så er det i øvrigt rigtigt lækre kroppe de har – både mænd og kvinder. Danserne er altid en nydelse at se – også denne aften.