The Woman Who Wished To Die

Det er et mærkværdigt værk, skrevet i 1953, og det har som hans andre værker opnået nærmest kultstatus i Brasilien. Det er næsten absurd i sin opbygning og så alligevel utrolig naturalistisk. Personerne er både unaturlige og så alligevel ægte.

Det er en svær balancegang at skulle iscenesætte, og det er også krævende at være tilskuer til.

Nelson Rodrigues værker var meget kontroversielle og opsigtsvækkende ved deres urpremierer i 50´erne. Utroskab, religion, homoseksualitet og incest. Nogle skuespil og romaner blev da også aflyst lige inden premieren eller udgivelsen, fordi emnerne var for stærke for censuren. Hans skuespil behandler sine figurer og historier med nærmest tegnefilmsagtig absurditet og hans værker er kendt for at foregå i små hverdagssituationer og i et meget letflydende, dengang moderne sprog.

Derfor er det oplagt at lade forestillingen foregå i en slags nutid. Den absurde  hverdagssituation - en syg kvinde, der ønsker at få en meget dyr begravelse, og hendes sidespring med en magtfuld forretningsmand – bringes fint frem i denne produktion. Det er nærmest som en slags drømmespil, hvor intet synes rigtigt virkeligt. Undtagelsen er Anders Glud Jensens rolle som manden til kvinden, der vil dø. Hans figur giver en skærende kontrast til de øvrige, og han bliver en slags holdepunkt for os tilskuere, som ellers kan have svært ved at føle noget for hovedpersonen Zulmira, som Ann Charlott Amann spiller med en næsten insisterende irriterende monoton figurtegning og stemmeføring.

Andre ting er lidt underlige i denne opsætning – bl.a. at Erik Massa Mathiasen er sat til at spille bedemanden som en figur hentet fra en apokalyptisk science fiction. Brugen af underlægningsmusik er også lidt inkonsekvent. Vi får alt fra Liva Weel til Britney Spears, over Nessum Dorma fra Turandot. Sidstnævnte giver for mig ingen mening, da sangen jo henviser til en prins, der synger om at ingen må sove. Her bliver den brugt til, at den forsmåede ægtemand står alene tilbage på scenen og tager en rød klovnenæse på, efter at den utro kone er død. Flere andre steder giver musikken mening, andre steder ikke. Musiksekvenserne er generelt for lange.

Jeg giver kredit for at få projektet på benene og for at præsentere os for ukendt verdensdramatik. Det er altid rart at opleve noget nyt, og det er altid prisværdigt, når nogen brænder for sagen, men niveauet i skuespillerpræstationerne er for ujævnt, og jeg ved ikke rigtigt om denne opførelse gør mig til Nelson Rodrigues-fan. Jeg synes, det var en lidt for lang og langsom affære, men prisværdigt var det, og jeg giver ham gerne en chance mere!