Det er svært at sætte ord på en kropslighed, der kommer så dybt under
huden på én. Følgende er dog forsøget på at anmelde to optrædener, der
slog benene væk under mig, og lod min kæbe ramme gulvet.
Efter jeg sidste år havde fornøjelsen af at se Redoing Gender på Bådteatret, har jeg været lidt besat af Andreas Constantinou. Og det var derfor en stor glæde at se hans tilbagetog med opfølgeren Redoing Gender 1.5 på programmet for CPH Stage. I hans en-mands-optræden undersøges og udfordres vores opfattelse af kønskonstruktionen i en sådan grad, at det føles for snævert at kalde det et one-man show. For undervejs er han både mand og kvinde og alt derimellem. Han er ligeledes spædbarnet, der endnu ikke er oplært i samfundets kønsnormer, og primaten, for hvem maskulint og feminint er en stor udfordring og forvirring. Dette kommer let til at lyde banalt og queer-normativt politisk korrekt, som det desværre ofte er tilfældet når køn og krop kommer på banen, men i denne optræden er tomme floskler og klicheer erstattet af en overbevisende inderlighed og kropslighed, der stimulerer beskuerens krop og sind.
Den anden del af aftenens dobbeltvisning blev fremført af gruppen WOMANhouse, som af uransagelige grunde har forbigået min opmærksomhed til nu. Gruppen består af performerne Sarah Armstrong, Sofia Karlsson, Miryam Garcia Mariblanca og Hilde Ingeborg Sandvold, som indtager scenen med et testosteron-niveau, jeg ikke har oplevet, siden min storebror i sin tid inviterede mig med til traktortræk i det sønderjyske. Med behårede ansigter og dybe stemmer fangede de hele min opmærksomhed fra første øjeblik til tæppefald, i et omfang jeg ikke havde troet var muligt, kort efter at have oplevet Andreas' nøgne og blodige adoniskrop fra forreste række.
Transformationen gennem stykket udvisker maskuliniteten mens de fire optrædende fysisk og psykisk afklæder sig. Stemmernes distortion ændres, og tonaliteten går fra machoman til at være tegneserie-agtig skinger, mens den rigtige stemme svagt høres, fanges derimellem - som en ærlig og sårbar virkelighed mellem maskuliniteten og feminitetens ekstremer.
Ingen af de to er hugget i marmor, og da ordene ”Nothing lasts” blev råbt fra scenen, gav det mig et håb om en nedbrydning af disse konstruktioner og en stor lyst til at lade dette genklinge i virkeligheden udenfor Warehouse 9, hvor optrædenerne kan opleves frem til lørdag aften.