”Hængemuleri er for dem, der ikke kan se den fest, de går forbi”, lyder det i begyndelsen af forestillingen og derfra er det bare at sætte ind med 33 af ørehængerne fra Shu·Bi·Duas storhedstid i 1970’erne og 80’erne. Med et bagkatalog på 18 studiealbums er der masser af materiale at tage fat på. Instruktøren Thomas Agerholm har taget de rigtige valg, så man kommer hele vejen rundt i Shu·Bi·Duas forunderlige univers. Ofte tænker vi orkestret som ’dem med de skøre tekster’, men samlet i en musical, oplever man pludselig spændvidden. Sange om kærlighed, politik, julesange, vuggeviser, triste sange, sjove viser, disco, funk, ballader… Shu·Bi·Dua byder på det hele. Og holdet bag musicalen har givet plads til at tegne et nuanceret billede.
Historien halter
Vi følger hovedpersonen Mick, en lidt for fantasifuld dreng , der finder på masser af skøre ting sammen med sine usynlige venner Carlos og Molly. For eksempel ’står de på en alpetop’, da moren kommer ind på drengeværelset. Nu må det være slut med alle de fantasier, med fis i kasketten og knald i låget. Moren tager Mick med til læge, der stiller diagnosen Shubi (en person, der er lidt for fjollet, fantasifuld og virkelighedsfjern, og i det hele taget ikke er som de andre, ’normale’.)
Herfra går det slag i slag i jagten på livets mening, og den røde tråd. Vi følger Mick i barndommen, skænderier med moren, besøgene hos (den afdøde) far på stamværtshuset, over gymnasietiden, den første forelskelse i Sille, job i reklamebranchen, usikkerheden med livet, bruddet med Sille, bruddet med reklamebranchen. For slutteligt at ende med lykkelig genforening i familien og med Sille og Vuffili-Vov.
Musikken vinder over ordet
Musicalen zapper mellem dialog, der ender i sang. Dette bliver i min optik svagheden i forestillingen. Replikkerne kan slet ikke matche Shu·Bi·Duas geniale sangtekster – selvom der er geniale øjeblikke, som når Knuden på stamværtshuset helt stilfærdigt reciterer Jeg er en kedelig mand, selvom man gør hvad man kan, og når jeg holder fester, så kommer der ingen gæster.
De talte ord står lidt for slatne overfor sangene i en fortælling, der aldrig rigtig finder nerve, nærvær og vedkommenhed. Overgangene fra ord til musik bliver ofte for påtagede og ufrivilligt komiske, men det er ikke første gang i historien, at ordet ikke matcher musikken i en musical. Teksten er skrevet af Mads Æbeløe Nielsen med hjælp fra teaterchef Søren Møller og instruktør Thomas Agerholm. De har alle rødder på Det Danske Musicalakademi, et fantastisk sted, som har hævet barren for dansk musicalproduktion de seneste år. Men jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad nu hvis de tre havde overladt tekstskrivningen til en skæv hjerne med fokus på tekst og teater (et bud kunne være Christian Lollike), så tror jeg, man havde fået en musical med internationalt potentiale. Jeg savner skøre dramatiske påfund, et mere spændende handlingsforløb og et forsøg på at forny genreren.
Verdensklasse scenografi
Nå, slut med hængemuleri... for jeg gik ind til festen, og her så jeg verdensklasse scenografi, en digital, 3D-video-bagvæg, hvor publikum den ene øjeblik er på Micks værelse, det næste på Kongens Nytorv, derefter på en stranden eller til bal hos de kongelige i operaen ”Melankolini”.
Som publikum er det, som at være der selv. Scenografien suger os ind i Micks – og Shu·Bi·Duas - fantasifulde univers. Vi er på gaden, der kommer en bus, et tog eller en hund forbi. Det er fantastisk – også for en ikke-tekniknørd. Bagtæppet hjælper historien frem med visuel spændstighed og troværdighed og er i den grad med til at sparke Shu·Bi·Duas musik godt 40 år frem i tiden.
Og mens jeg savner energi i teksten, sætter Fredericia Teater helt nye standarter og udvider mulighederne for at gøre teatret nutidigt og spændende via tekniske hjælpemidler. Her kan de andre teatre lære meget i jagten på et yngre publikum. Det kunne være spændende, at se en Henrik Ibsen-forestilling i en lignende scenografi.
Lever 40 år efter
Der er masser af Hvalen Valborg, Sagnet Om Regnormen Kurt Og Arken I Parken, Ærmelunden, Nam Nam, Basuner Og Engle.
På Micks værelse er der først Olsen Banden Ser Rødt-plakat, så plakat med bandet The Police, og til slut en pastelfarvet plakat af en kvinde. Der er Jolly Cola, Atomkraft Nej Tak og Parka Coat.
Der er super dygtige og entusiastiske sangere, dansere og musikere på scenen – ingen nævnt ingen glemt, så pakken er hjemme. Kan man så give en musical 5 stjerne, når man synes historien halter. Ja det kan man, fordi musikken, scenografien, livsglæden og udførelsen vinder – 5-1 over historien.
Shu·Bi·Dua, The Musical er et sjovt, bevægende og fantasifuldt kig ind i 1970’erne og 80’erne og Shu·Bi·Duas sange er en fest i Fredericia, som de var det for 40 år siden, da det hele begyndte.