Yes, yes yesterday...all my troubles seemed so far away. Cederholm og Brdr. Hellemann kunne igen byde velkommen til en omgang Come Together teaterkoncert med fortolkning af de gode gamle Lennon, McCartney og Harrison klassikere.
Er der noget, jeg virkelig elsker, så er det disse skønne teaterkoncerter, hvor der virkelig er knald på lys og lækker scenografi, og ikke mindst krydret med lækker musik, vi kender. Mine forventninger til gårdsdagen oplevelse var da også skruet temmelig meget op. For i 2012 oplevede jeg "Hey Jude" i Forum, og her var jeg solgt, og jeg mener virkelig solgt. Jeg var imponeret over svævende træer og kæmpe store Mærsk-containere, der også svævede i luften, mens de medvirkende gik på dem, imens de sang.
Nu er det jo imidlertid Come Together, der skal anmeldes, og med åbningsnumret, hvor Lotte Andersen som "The Medieval Lady" synger klassikeren Yesterday, falder mine forhåbninger drastisk. Ikke fordi Lotte Andersen ikke synger godt, det gør hun nemlig, men jeg synes at det er meget kedeligt at bruge netop den sang som åbningsnummer. Det ene stille numre afløser det andet, og jeg er ikke synderligt imponeret over første akt.
Vi får i alt 16 numre, kendte og mindre kendte, i første akt. I forstillingens andet nummer She Said, She Said, får Martin Greis, som "Napoleon" lov at folde sin fantastiske stemme ud. Et par andre gode numre er Revolution og All You Need is love, og så er der vist heller ikke mere at komme efter i første akt.
Here Comes The Sun
Lad os så kaste os ud i anden akt, som klart har flest genkendelige numre. Det første er I Me Mine, men her er også andre numre som Across the Universe, I Want to Hold Your Hand (det nummer fans udvalgte med afstemning), Back in the U.S.S.R, Here Comes the Sun, og selvfølgelig Come Together.
Det bedste nummer er klart Here Comes The Sun, det synges, som det skal, uden der er rørt alt for meget ved det. Kostumerne og scenografien er flotte. Helheden er ganske flot, og man kan blive en smule rørt - men så heller ikke mere. Selvom koncertsalens scene er stor, virker det som om, de medvirkende ikke rigtigt får lov at udfolde sig 100% i det her nummer, og det er brandærgerligt.
Op og ned og i en fart. I numret Across the Universe, får Jimmy Jørgensens "Jester" sig noget af en svævetur. Det ser muligvis ganske flot ud, men det er også en anelse kedeligt og desværre alt for forudsigeligt. Og hvorfor skal han derop? Det samme sker i numret A Hard Day's Night, hvor han kravler rundt i lysopsætningen: hvorfor?
Både I Want to Hold Your Hand, You've Got to Hide Your Love Away og Come Together er flotte numre, hvor der er power på. Som man åbnede med Yesterday, vælger desværre også at slutte af med et meget stille nummer, Because. Igen: Hvorfor? Når jeg forlader koncertsalen, vil jeg da have en wow-oplevelse med - ikke en kedelig begravelsestemning!
Skulle du finde på at lede efter den røde tråd i forstillingen, udover at det alle er Lennon, McCartney og Harrison numre, så bliver du slemt skuffet, for der er tilsyneladende ingen tråd, hverken gul, grøn eller rød.
Sammen med de flyvende pianoer i sangen Straberry Fields Forever og den svævende Jimmy Jørgensen svæver jeg også mellem 3 og 4 stjerner. Jeg ender på små 4 stjerner, og det gør jeg udelukkende pga. anden akt, som har de bedste numre og Here Comes The Sun, som redder forstillingen - med nød og næppe. Publikum havde da også svært ved at rejse sig op og klappe; flere kiggede rundt, om andre rejste sig, og til sidst blev folk nærmest tvunget til at gøre det. Det var faktisk en smule pinligt.