Forestillingen er lanceret som en musical med danske sange fra 00'erne. Det er bare ingen musical – nærmere en teaterkoncert – og så alligevel heller ikke det.
Vi er i en dansk folkekirke, hvor en lettere forvirret og åbenbart seksuelt understimuleret præst, spillet af Pernille Højmark, kommer ud for lidt af hvert i, hvad der ser ud til at være et døgns tid i kirken.
Ind kommer forskellige typer af mennesker: den svigtede brud ved alteret, de narcissistiske forældre og venner til barnedåb, bøssebryllup, begravelser, illegale flygtninge, vagabonder, lesbisk sex og hele tre mord!!!
I begyndelsen kunne jeg som nævnt faktisk rigtig godt lide det. Det så ud til at Kenneth Kreutzmann var kommet tilbage i den gode form, han var i, da han lavede Toilet-trilogien i begyndelsen af 00´erne. Små sjove og rappe karakter-tegninger af menneske-typer, som morer, luner og underholder. Men pludselig midt under scenen med bøssebrylluppet går det galt. Nu skal det hele også til at betyde noget dybt. Aktiv dødshjælp er første alvorlige emne på menuen. Den raske brudgom kvæler den aids-syge brudgom lige midt i kirken. Der er ikke noget, der lægger op til alvoren, og heller ikke noget, der får os ud af den igen. Værst af alt er der ikke noget af det, vi kan bruge til noget: Det hverken rører, provokerer eller giver mening. Tju-bang videre går det med et par fulde kostskole-elever på ravage i kirken, og så har vi mord nummer to på menuen med den kristen-fanatiske kordegn som hævnende morder på kirkens vegne.
Illegale indvandrere har vi også. De søger asyl i kirken, og i første omgang får de det, men da den kvindelige præst får følelser for den mandlige flygtning – og han til sidst afviser hende – så er det ud af landet med dem. Her står kordegnen så og synger ”I Danmark er jeg født”! Tredje mord i kirken kommer, da det viser sig at førnævnte kordegn tænder på førnævnte kvindelige præst og vil skaffe den mandlige indvandrer af banen, da han ser dem i omfavnelse.
Koncept-musical
Ideen med at lade en musical foregå i en ramme er ikke ny. I 1970 skabte den amerikanske musical-komponist Stephen Sondheim sammen med instruktøren Harold Prince Koncept-musicalen med forestillingen ”Company”. Det nye var, at der ikke var nogen egentlig handling, men en begivenhed eller et sted blev omdrejningspunktet for forestillingen. Der var så modsat den aktuelle forestillinger, virkelig noget på hjerte hos Stephen Sondheim. Musicalen ”Altar Boyz” fra 2005 foregår også i en kirke, men den var sjov og satirisk – det er den her ikke. At Kenneth Kreutzmann og Ida Maria Rydén så tror, at de opfinder en ny form for musikteater, hvor der ingen talt dialog er, men hvor de bruger musikken og sangteksterne til at fortælle historier, tror jeg at både Andrew Lloyd Webber, Boublil og Schönberg og sågar Björn og Benny fra Abba vil blive kede af at høre: De har nemlig alle i mange år gjort netop det.
Lyspunkter
Der var rigtigt gode momenter og lyspunkter på denne aften. Især Line Krogholm som den stærkeste vokal hos pigerne. Hun er også god til at skabe små sjove og præcise figurer – og så kan hun røre os dybt i korte øjeblikke. Hos herrerne er det Mads Hjulmand, der har mest at byde på. Ud over et særdeles nydeligt ydre kan han også synge og viser os et stort komisk talent oveni.
Pernille Højmark virker lidt fortabt i rollen som præsten – og er sjovest som fuld vagabond.
Af rigtigt gode ideer var især ”De første kærester på månen” med et ældre ægtepar, hvor manden kommer ned fra himlen, og de pludselig mødes i ingenmandsland midt i kirken – eller den lesbiske kærlighedsduet ”Sommer i Europa”.
I starten af forestillingen var der også små fine musiske og mimiske vignetter mellem numrene. Det forsvandt også lidt efter lidt for i anden akt nærmest at være forsvundet, og numrene sluttede bare med kikset sortie eller blackout.
Det endte med at blive en halvskidt aften – også fordi det musikalsk ikke var synderlig interessant – men der var måske ikke bedre danske sange at vælge af fra 00'erne.
For at citere en anden dansk sang – dog noget ældre end dem i forestillingen: ” Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt." Det opsummerer aftenen meget godt.