Publikum kommer ind i et næsten nøgent rum. Der er murbrokker, en seng, et skrivebord. Lyset er gulligt og ved indgangen står danseren eller er det flygtningen, Edham Jesenković, og tager imod publikum. Kun iført underbukser.
Publikum finder deres pladser. Det er blokke, der er skåret ud af flamingoplader, så publikum sidder på noget der minder om mursten. De selv samme ”publikumsstole” skal senere vise sig at give et flot punktum for forestillingen.
Med henslæbende fødder i det fortabte Eksjugoslavien bevæger Edham Jesenković sig frem på scenen. Rejsen som flygtning kan begynde, og den foregår i mange små tableauer. Det er nok mere en performanceforestilling end en danseforestilling. En fin lydkulisse bringer os fra Bosnien, over Tyskland til Sverige.
Selvom ensomheden, usikkerheden og magtesløsheden hele tiden lurer, mangler forestillingen lige det sidste før publikum selv føler sig som flygtninge., men heldigvis giver forestillingen plads til masser af refleksion.
Abstrakt og enkelt på samme tid
Edhem Jesenković er født og opvokset i Bosnien-Herzegovina. I 1993 emigrerede han til Sverige, hvor han fik øjnene op for dans. Hans karriere tog for alvor fart, da han i 1999 blev færdiguddannet fra Den Kongelige Svenske Balletskole.
Han har nu base i København og har brugt det sidste årti på at arbejde sammen med nogle af de mest anerkendte koreografer og dansekompagnier.
Med dansens på samme tid enkle og abstrakte udtryk fortælles historien om dengang i 1990’erne, hvor krigen på Balkan brød ud. Dengang Edham Jesenković med sin familie blev drevet på flugt i etniske udrensninger, og hvor familien flygtede fra det liv, de hidtil havde levet, men som nu lå i ruiner.
Scenekunst med tidens alvor
For tiden er der – heldigvis – masser af scenekunst, hvor dansen og skuespillet tager stilling til tidens alvorlige flygtningeproblem. ”Uropa”, der i øjeblikket spiller på Det Kongelige Teater, er et andet eksempel.
Det klæder kunsten at tage fat på aktuelle samfundsproblemer. I tilfældet ”Republika” fortælles en flygtnings historie. Uden at tage stilling. Uden at løfte pegefingeren.
Det er så fin en historie, at den burde være pligtstof for enhver politiker. ”Republika” giver nemlig nogle andre indgange og synsvinkler til livet som flygtning, end den til tiden meget højtråbende politiske debat.