Det er sjældent, jeg går ud af teatret med to forskellige oplevelser – en meget god og en meget dårlig, men det gjorde jeg fredag aften til Shakespeares King Lear i Skuespilhuset på Det Kongelige Teater.
Første akt er fantastisk. Her opbygges den klassiske konflikt mellem Kong Lear og hans tre døtre Regan, Goneril og Cordelia, ligesom intrigerne mellem Jarlen af Gloucester og sønnerne Edgar og Edmund lanceres. Som publikum bliver vi elegant ført ind i historien.
Andet akt er som et fodboldhold, der sætter tempoet op. Det giver mange fejlafleveringer, bolde ud over sidelinjen og ofte ingen mål. I teatersalen kan tempo være godt, men i dette tilfælde bliver det alt for råbende, springende og hektisk efter min smag.
Fortællingen
King Lear om den selvoptagede enehersker i Britannia, er et af Shakespeares mesterværker. Kong Lear vil overlade tronen til sine tre døtre, men først skal de i ord beskrive deres kærlighed til ham. De to ældste Goneril og Regan kan med løgn og falskhed beskrive kærligheden til faren og tage imod deres stykke land, men den yngste datter, Cordelia, vil ikke være en hykler. Hun nægter at lovprise Kong Lear, der i raseri afskriver hende som datter.
Sidehistorien handler om kongens ven, den godtroende Jarl af Gloucester, der har to sønner: Edgar inden for ægteskabet og Edmund, der kom til verden ved et sidespring.
Herfra flettes historierne og personerne sammen. Som altid er Shakespeares værk åbent for fortolkning. Løgnen, bedraget, magtkampene og spørgsmål om det at være menneske er hovedstene i King Lear. Normalt er der en hovedrolle i Shakespeares stykker, men i King Lear er der argumenteret for, at der er op imod otte hovedroller med hver deres karaktertræk og hver deres udvikling stykket igennem.
For meget sex….(skrev jeg virkelig det)
Det er således en meget kompleks tekst, instruktøren og dramatikeren Peter Langdal har kastet sig over.
Det er faktisk lykkedes Peter Langdal at skrive Shakespeares 1600-talsdramatik om til levende 2016-sprog. Der er hugget en hæl og klippet en tå i det tre timer lange stykke (normalt varer det længere), og man kan altid diskutere, om det rigtige og vigtigste er taget med.
Peter Langdal lader samtalerne mellem de to gamle, Kong Lear og Gloucester, bliver en kende for lummer-liderlige. Ligesom søstrene Regan og Gonerils kamp for at vinde den unge Edmunds gunst, har for mange seksuelle undertoner i forhold til de reelle konflikter, det krigshærgede Britannia befinder sig i.
Netop her er vi måske ved et af King Lears største problemer: Peter Langdal vil for meget. I sit forsøg på at gøre stykke nutidigt (skuespillere i militærtøj og med maskingevær), ved at lade Shakespeares tekst være symbol på Europa og verdens konflikter netop nu, og ved at gøre stykket til en kommentar til den aktuelle flygtningedebat og kampen mellem nationalstaterne, lander andet akt mellem to stole. I Peter Langdals instruktion bliver mange af scenerne for komiske, mens tragikken forsvinder. Det er ærgerligt, når King Lear nu er et af teaterhistoriens bedste, tragiske værker.
Kong Kenter og verdensklassen
I Peter Langdals iscenesættelse bliver Tommy Kenter en gave i rollen, som Kong Kenter – nå nej, som King Lear. Tommy Kenter er gennem mange år blevet synonym med fru Christoff og anden komik. Modcastet klæder forestillingen. Tommy Kenter er en fabelagtig karakterskuespiller (husker ham fra Slutspil af Samuel Beckett på ØstreGasværk, hvor han også var fantastisk). Han mestrer balancen mellem det komiske og det tragiske. Måske netop fordi Peter Langdal har været bange for, at publikum ville forvente at seTommy Kenter som ’den sjove mand’, er der i hans King Lear en god balance mellem det alvorlige og det morsomme.
I King Lear arbejder Shakespeare med en narrerolle, hvis opgave er at være stykkets moralske – og morsomme – undertone. Signe Egholm Olsen spiller både narren og yngste datter, Cordelia, og leverer en pragtpræstation i begge roller. I første akt, som datteren, der bliver bortvist, er hun overbevisende, og i rollen som narren er hun skarp og præcis, men da hun i slutningen af stykket vender tilbage til Britannia og mødet med faren mangler hun tekst og plads. Det er en skam, for det er på ingen måde Signe Egholm Olsens skyld.
Joachim Fjelstrup bør også fremhæves for sin præstation som den intrigante og udspekulerede Edmund. Joachim Fjelstrup har bevist sit værd på film, blandt andet i hovedrollen som Eik i Ole Christian Madsens Steppeulven. Det er første gang, jeg ser Joachim Fjelstrup på teatret, og lur mig, om der ikke venter en stor karriere forude. Med sikker repliklevering, mimik og karakterskift er han en gave til teaterscenen.
Af ingenting kommer ingenting
Som nævnt forlod jeg Skuespilhuset med delte følelser. På plussiden et cast bestående af fabelagtige skuespillere: Danske teaterskuespillere er ganske enkelt vokset til verdensklasse de seneste tyve år. Det er sjældent skuespillernes skyld, at et stykke ikke holder.
Peter Langdal har gennem årene givet mig fantastiske teateroplevelser. Han har lært mig, at teater skal være følelser, nærvær, den gode og vedkommende historie, komik og alvor, medfølelse, sympati. Tak for det. Desværre gik jeg uforløst fra Skuespilhuset fredag aften.
”Af ingenting kommer ingenting”, siger Kong Lear på et tidspunkt. Shakespeares tekst kommer med så meget, men Det Kongelige Teater får så lidt ud af anstrengelserne. End ikke fantastiske skuespilpræstationer kan løfte historien. Trangen til at underholde med komik og sex virker så voldsom, at jeg kan blive helt bange for, om Det Kongelige Teater i søgen efter publikum er blevet angst for det grusomme og alvorlige. Bange for tragedien?