Aktuelt drama tabt på gulvet

Det er er en god og oplagt interessant idé, der er forlægget for denne interaktive installationsforestilling: to løseligt forbundne politiske mord i Holland . Det ene på den åbent homoseksuelle højrepolitiker Pim Fortuyn, det andet på filminstruktøren og TV-personligheden Theo van Gogh.

De to mødes i limbo hvor Pim ikke rigtig kan huske, hvem han er, og hvad der er sket med ham. De to viser sig at være venner, og undervejs genoplever de det TV-program, hvor de mødte hinanden med Theo som vært og Pim som gæsten.

Der er masser af sprængstof i historien og i begge figurer. Det er godt set, at det kan blive til godt dramatisk materiale – og uhyggeligt aktuelt med de sidste måneders terrorangreb i Paris og Bruxelles i baghovedet. Pim forudser den angst, der lurer lige under overfalden på rigtigt mange – nemlig at personen lige ved siden af os kunne være den næste selvmordsbomber eller terrorist – og styrker angsten for de fremmede muslimer, der kommer ind over grænserne.

Lige der bliver forestillingen uhyrligt nærværende. Ellers tabes det meste desværre på gulvet i et meget klodset manuskript, der mere forfladiger end beriger materialet. Unødvendigt tåbelige ordstillinger og alt for ofte abrupte, gentagne replikker gør det hele meget konstrueret. Selvfølgelig kan man sige, at det er en konstrueret situation, der er rammen, men netop derfor burde ordstrømmen og talemåden være endnu mere naturlig, end tilfældet er. Der spilles også ret unuanceret for begge figurers vedkommende, og da alt ligger i næsten samme leje – både spillemæssigt og figurmæssigt – taber man desværre hurtigt interessen for både figurer og historie.

Det videodesign, der er, bliver heller ikke brugt særligt aktivt i selve iscenesættelsen. Det meste foregår inde på midten af gulvet eller i to små scenografiske øer i hver sit hjørne, symboliserende Theo og Pims hjem. Det, der kunne have været en mind-blowing, sitrende, vedkommende tekst-teateroplevelse, bliver desværre bare nogle gennemtærskede, ret middelmådigt serverede floskler. Det giver ikke noget nyt til stoffet, og det føles som om, det bliver trukket ud i den uendelighed figurerne synes at befinde sig i. At forestillingen så oven i købet slutter meget tåbeligt med at gå i ring, gør ikke oplevelsen bedre. Ærgerligt for ideen og materialet.