Handlingen i Anything Goes er elegant nonsens og pjank – som titlen jo nærmest antyder. Det er skrevet for pikant at provokere og more et sofistikeret publikum i 30´ernes New York. Der er ikke skyggen af socialrealisme eller dybe meninger. Vi er til musikalsk farce med forklædninger, forviklinger og misforståelser.
På Det Ny Teater er eneste anke, at vi er lidt længe om at komme i gang med denne farce. Faktisk først når vi er på båden, og Preben Kristensen dukker op med herligt dullede Rikke Hvidbjerg, er vi på rette kurs. Steen Springborg har lidt problemer med at finde figuren i de første scener som den altid snaldrede amerikanske børkspekulant.
Heldigvis er Camille-Cathrine Rommedahl på helt rette vej som vampet, sexet og meget overbevisende selvsikker natklubsangerinde/prædikant – en verdensstjerne simpelthen. Hun er ikke den store danser, man normalt forbinder med rollen, og koreografen havde ikke gjort det store for at hjælpe hende i numrene: Hun var mest sat til at gå samme vej rundt på trappen i begge de store numre, der sådan set traditionelt er hendes (Anything Goes og Blow Gabriel, Blow). Derfor forsvandt hun lidt i mængden, hvilket var lidt synd.
Til gengæld bragede Silas Holst derudaf både i dans, sang og spil. Han er ubestridt Danmarks største musicalstjerne for tiden – og jeg vil vove at påstå, at han er en af de bedste nogensinde, for han kan, om nogen, bære et stort klassisk shownummer med overskud og charme. Han er både romantisk og komisk, når det kræves. Hans samspil med Preben Kristensen især i 2. akt er eminent godt. For det kræver noget at spille overfor Preben Kristensen, der i den grad har en rutine og en selvfølgelighed på scenen.
Marianne Høgsbro er perfekt som den snobbede mor til den unge Hope, som spilles en smule udvisket af Kristine Marie Brendstrup. Hendes forlovede, spillet af Carsten Svendsen, tager dog hele teatret med storm i et ustyrligt morsomt nummer som indestængt passioneret sigøjner. Verdensklasse!
HOTTE SØMÆND!
I korpset er det især de nuttede og hotte sømænd, der giver begejstring. Pigerne i koret er velsyngende og velklædte, men vi er ret langt fra både Broadway og West End, hvad koreografisk talent og udstråling angår.
Cole Porters henrivende melodier spilles raffineret af orkestret under ledelse af den altid sikre Per Engström. Scenografien af Paul Farnsworth er delikat lækker – men også en smule tom for mange af scenerne, som kom til at stå meget åbne på scenen.
Jeg har set forestillingen et par gange nu – senest i London i Royal National Theatres udgave i 2003 – og i forhold til de udenlandske versioner er tempoet lidt langsomt og forestillingen en smule ufokuseret i 1. akt – men med perfekt i balance i 2. akt.
Alt i alt får man ikke en flottere og festligere teateroplevelse i denne sæson inden for dette lands grænser.