Tre-i-en

Det er nærmere et foredrag end en teaterforestilling, men man er alligevel fanget helt fra begyndelsen af Hans Rønne som fortæller. Med en yderst behagelig og tydelig stemmeføring fører han os ind i historien om, hvordan en mand blev til stamherre for tre religioner der siden har kæmpet store og smertelige krige om magten: islam, jødedommen og kristendommen. Sjovt  er det også, når bedstemoderen parodieres kærligt på nordjysk – gribende og livagtigt er det at høre fortællingerne om Abraham og hans to sønner, tankevækkende og nærværende er det at høre om Hans Rønnes egne rejser til det forjættede land.

Rigtigt mange ville have godt at af at se forestillingen, som lige nu må siges at være uhyggelig højaktuel med det religionshad, der stikker sit grimme og uvidende hoved frem. Koranen, Biblen og Tanakh (jødernes bibel, hvor den første del, Toraen, er mest kendt og regnes for vigtigst) har alle samme historie som grundstamme – blot fortalt på hver sin måde, så faktisk kan man sige at alle tre i bund og grund er samme religion med den samme gud. Som det bliver sagt rammende i forestillingen: At sige at islam har en anden gud end kristendommen er som at sige at englændernes God er en anden gud end tyskernes Gott.

Man bliver klædeligt klogere af at have set forestillingen, og den åbner forhåbentlig nogle øjne undervejs på turneen. Så tager man gerne med at opsætningen er smule for spartansk i scenografi og lys – det er sådan set ikke vigtigt her. I begyndelsen var ordet – og det har Hans Rønne så sandelig i sin magt.