EN STJERNE ER FØDT

Det er både berigende og tankevækkende at sidde i Mellemgulvet (i øvrigt et tåbeligt navn til Portscenen i Skuespilhuset) og overvære dels en menneskelig deroute, dels samtidig en stigende skuespillerstjerne. For nøj hvor Johanne Louise Schmidt er intet mindre end fantastisk perfekt i rollen som den unge skuespillerinde, der har svært ved at dække over det sorte rum i sjælen, som det at spille en rolle på scene udfylder. Det hul fyldes ud med alkohol og stoffer – i massevis.

Da karrieren knækker på grund af et blackout på scenen grundet misbrug, beslutter hun sig for at besøge en afvænningsklinik for at blive renset og få et officielt bevis på at kunne komme tilbage til arbejdet. Det viser sig dog ikke at være helt så let, som hun tror. Det er en længere proces, og hun har svært ved at acceptere sit misbrug – og behandlingsmetoden. Det bliver både en meget eksistentiel og en meget jordnær forestilling, vi er vidne til.

Der spilles umådeligt godt rundt om Johanne Louise Schmidt. Benedikte Hansen er skøn som læge, psykolog og opgivende og knuget mor. Jens Jørn Spottag er rørende som den ældre bøsse, der har mistet sin kæreste, Thue Ersted Rasmussen som den unge lækre Kristoffer, der giver Johanne Louise Schmidts Emma et skub i den rigtige retning, og Esben Dalgaard som både hård og overbærende hjælper på klinikken. Rune David Grues iscenesættelse er ægte, troværdig, humoristisk, skræmmende og dramatisk fortættet. Det er i den grad teater til tiden, og det vil givetvis hive fat i et nyt og yngre publikum, som forhåbentlig får lyst til at komme endnu mere i teatret. Der var i hvert fald mange den aften, jeg var inde, der fik sig en stor oplevelse, som blev diskuteret meget  både i pausen og på vej ud af teatret.

Duncan Macmillans stykke er godt skruet sammen, men det er i den grad iscenesættelsen og skuespillets skyld, at vi havner på fem stjerner.