Klokkeklar succes i Fredericia

Der er de der magiske aftener, hvor man går både rørt, glad og svævende ud af teatret – nærmest som når man er nyforelsket. Sådan en aften var det til premieren på Klokkeren fra Notre Dame i Fredericia. Ikke kun rørt over forestillingen men rørt af at se det sitrende energiske talent på scenen og den dedikation, der lægges i forestillingen af samtlige medvirkende på og bag scenen.

Det er en kulørt og dramatisk fortælling, Victor Hugo har begået i 1831 – men også sørgeligt realistisk. Det var derfor lidt af et mærkeligt valg af Disney som grundstof til deres årlige store tegnefilm i 1996. Det var da også musikken, der klart var det bedste i den udgave. Det var svært at sluge en omskrivning af historien med en happy ending til de tre centrale figurer. Hos Hugo ender det bevidst tragisk – og heldigvis har sceneudgaven af Disney-filmen været mere tro mod Hugo. Det var oprindeligt i 1999 i Berlin, at forestillingen fik premiere og var en rimelig succes. Manuskriptet blev omskrevet og først i 2014 havde forestillingen premiere i USA på La Jolla Playhouse i San Diego. Senere på Paper Mill i New Jersey og nu altså i Fredericia. Hele tiden med ændringer i manuskript for at finde en version der måske vil kunne indtage Broadway. I marts 2017 åbner i øvrigt endnu en version på Theater des Westen igen i Berlin, spændende at se hvor meget den kommer til at ligne Fredericias version – som synes at ligge meget tæt på en version der kunne behage et publikum i New York.

Midt i historien
Den meget imponerende scenografi af Benjamin La Cour (mærkeligt at der ikke er noget info på ham i programmet?) er bygget ud i salen så vi som publikum nærmest sidder midt i handlingen – hele tre kæmpe LED-skærme omkranser scenen – og sammen med imponerende trækulisser og tæpper giver det os en visuel oplevelse der er ud over det sædvanlige. Især en tur igennem katedralen giver et sug i maven som var man i en rutsjebane i Tivoli. Spændende at se hvordan man løser den opgave når forestillingen skal spille på Gamle Scene på Det Kongelige Teater fra juni næste år.

Martin Bergmann Konge beviser endnu engang at han er en eminent kapelmester som får den maksimale vellyd og dramatiske patos ud af orkester og sangere – men også de stille lyriske passager får lov at leve med et væld af detaljer. Thomas Agerholm har instrueret stramt og med energisk, dramatisk nerve som også koreografen Lynne Kurdziel Formato har fulgt trop med. Koret er flot syngende som munke og statuer – og sexede farlige som sigøjnere.

Og så til hovedrollerne:
Christian Lund er en fryd både sangligt og visuelt som kaptajn Phoebus, en perfekt musical-helt. Vanessa Rodríguez Ibarra har den rigtige passion og lidenskab som Esmeralda, men rummer også en følsom og sårbar side som gør hendes figur til måske den mest menneskelige af dem alle. I dansen kunne hun dog godt give lidt mere los – for at citere en anden Disney-heltinde: LET IT GO! Mads M. Nielsen er perfekt som den knugende præst Frollo der ikke kan give efter for sine lidenskabelige lyster og som derfor prøver at udrydde alt der kan tirre dem. Både sangligt og spillemæssigt har han os i sin hule hånd. Så kommer vi til Lars Mølsted som Quasimodo. Et personligt gennembrud må det være. Han giver os et rørende portræt af en udstødt der først er barnlig naiv, og siden opdager kærligheden og finder sin indre styrke og selvværd frem for kun at gå sin undergang i møde. Sunget så salen vælter og med en spillemæssig energi der lyser hele Fredericia op. Bravo!

Partituret, som jo er det vigtigste i en enhver musical, er fyldt af storladen musik som man normalt mere forbinder Stephen Schwartz med (Ham med Wicked og Prinsen af Egypten) end Alan Menken (Den Lille Havfrue, Aladdin). Men her har Schwartz kun tekstforfatter – men man kunne fristes til at tro at han har haft en lille finger med i skabelsen af de store korpassager. Flot er det i hvert fald, og det går lige i sjælen. Heldigvis er der også nogle stille passager og skønne popsange der får lov til at have sin plads i en musik der ellers hurtigt kan komme til at virke en smule ens i udtrykket. Der er også et par humoristiske øjeblikke så sindet kan få ro for al den grusomme tragedie vi skal i gennem.

En flot velafbalanceret aften – jeg skrev for en lille måned siden at Anything Goes på Det Ny Teater var den flotteste forestilling i denne sæson inden for landets grænser – efter i aften er jeg ikke så sikker – der er i hvert fald konkurrence til målstregen.