Når de rigtige meninger krakelerer

Vi er i en af de familier, hvor man går op i den politiske korrekthed. Mor er hjerneforsker med humanitære priser på hylden, og far er forfatter med flere digre værker på oplagslisten.

Chokket kommer da sønnen bliver grebet i at skrive graffiti på den lokale moske – for hvad gik der lige galt. Hvordan kan han, der er blevet opdraget til at favne alle, synes at de (muslimerne) er uopnåelige ignoranter, der nærmest er hjernevasket i deres religion. Han har udført ugerningen sammen med en klassekammerat fra et lidt belastet kvarter, så det må være kammeratens skyld. Det viser sig i et herligt møde med forældrene til den mindre bemidlede klassekammerat, at det ikke forholder sig sådan.

Det fyger med sjove og rammende replikker, og der er gode karaktertegninger, der aldrig forråder eller udstiller personerne, hvilket godt kunne være nærliggende – især med de lidt intellektuelle, afstumpede forældre til klassekammeraten. Han arbejder på en Toyota-fabrik, og hun ordner hår og negle. Men replikker og figurer ligger lige, som de skal, og det er både tankevækkende, humoristisk og en smule uhyggeligt på samme tid.

For når spørgsmålet lyder: Så det er OK at være passioneret – bare det er venstreorienteret? Sidder man og trækker på smilebåndet – og tænker også; tjo, der er måske noget om det.

I en flot fungerende dekoration af Manfred Blaimauer, der med sin blanding af auditorium og retssal fint supplerer forestillingens handling, der skiftevis lader personerne tale som ved en forelæsning, og pludselig nærmest sætter dem til forhør som i en retssag.

Desværre fortaber teksten sig nogle steder i lidt ligegyldige og ufærdige scener, men alt i alt er det en interessant aften – med en svirpende tekst og gode figurer, der nok skal give genkendelse ude i landet.