Festlig kønsforvirring i Illyrien

Det er nærmest en farce, Shakespeare har skrevet omkring 1601, med forvirring, forvekslinger og misforståelser. Sådan bliver den også spillet på Det Kongelige Teater. Masser af fart på handlingen og vild leg med køn og seksualitet. Der er herligt med mandekys, og det er tydeligt, at der har været mere end bromance mellem Simon Bennebjergs vampede og sexede Antonio og Nicolai Jarndorfs forvirrede og iltre Sebastian, og der gemmer sig vist også mere under Thomas Hwans herligt naive Andreas Blegnæb.

Det er en forestilling med en enormt absurd handling – hvis man ikke lige kender den. Viola (en aldeles glimrende Danica Curcic) har lidt skibbrud og skyller op på stranden i Illyrien, hvor hun efter at have forklædt sig som mand bliver ansat som tjener hos hertug Orsino (en lidende og lidenskabelig Peter Plaugborg). Han bejler til Grevinde Olivia (Tammi Øst i herlig pjattet kærlighedshumør), som ikke vil have ham – men bliver forelsket i budbringeren – som jo er Viola forklædt som mand – der selv er blevet forelsket i Orsino! Læg dertil en intrigant kammerfrøken og en lusket slægtning til Olivia (et skønt samspil mellem Mads Rømer Brolin-Tani og Sicilia Gadborg Høegh), en forelskelsessyg hushovmester (Søren Sætter-Lassen i absolut komisk storform) og en dompap af en forsmået bejler (førnævnte nuttede Thomas Hwan). Viola tror hendes tvillingbror Sebastian er druknet i samme skibbrud, men han er blevet reddet af Antonio – og det er der som nævnt kommet lidt mere ud af end blot venskab. Men Sebastian dukker op i Illyrien, og så kan det nok være, at forviklingerne tager endnu mere fart!

Det er sjovt at overvære, og spillet er herligt friskt og sproget opdateret Shakespeare uden, at alle de kendte sætninger og ordspil forsvinder.

En enkelt dekoration med en flad bagvæg er al den scenografi, der er – men Shakespeare kan jo også spilles uden dekoration – og gør sig ofte bedre uden, hvis spillet til gengæld er i top. Det er det på Det Kongelige Teater i denne version, hvor de indlagte sange og musik af Esben Dalsgaard og Hans Find Møller skaber en fin stemningsfuld ramme om alle de fjollede herligheder på scenen.

En letfordøjelig klassikeraften på Nationalscenen, som vi gerne ser mange flere af.