Menneskelig ulykke i nærbilleder

Katrine Wiedemann er en af de mest eminente billedskabende instruktører vi har i Danmark. Selvom der ikke er megen sceneplads at gøre godt med i Maja Ravns velfungerende bombastiske scenografi helt fremme ved scenekanten, lykkes det at skabe nogle intense og flotte scenebilleder med hjælp fra et medlevende og variereret lysdesign af Christian Alkjær.

Men billederne gør det ikke af sig selv. Der skal også være et drama og et skuespil, der gør, at scenebillederne virker så stærke, som de gør her.

Heldigvis har man fået samlet et perfekt hold til at fortælle Steinbecks berømte og kulsorte, deprimerende fortælling om den fattige familie, der flytter fra Oklahoma til Californien for at søge lykken og arbejde der. De har set nogle løbesedler med lokkende tilbud om at få arbejde på de mange frugtplantager, der findes derude. Da livet er gået i stå i Oklahoma – traktorer har overtaget det meste af landbrugsarbejdet – og far Joad er blevet opsagt som forpagter, ser familien ingen anden udvej end at tage vestpå til det varme lykkeland. Sønnen Tom er kommet hjem fra fængsel som prøveløsladt, og en tidligere prædikant, som Tom har mødt og har med hjem for at hilse på familien, kommer med på turen. Men den rejse, som skulle have været en rejse fra fattigdommen og et trist liv, til rigdom og lykke, bliver nærmest det modsatte. Fra en ulykkelig tilværelse til en endnu mere ulykkelig, nærmest ubærlig tilværelse, der ender med at splitte hele familien.

Det er spillet tungt og trist, helt afdæmpet, og den nødvendige humor, som ligger lige under overfladen, gør hele forestillingen ægte og troværdig.

Ensemblet på otte skuespillere skiftes til at spille de mange roller. Joachim Fjelstrup som hovedrollen Tom Joad, der i den berømte filmudgave fra 1941 blev spillet af Henry Fonda, har den rigtige blanding af vrede, uskyld og desperation samt rå maskulin charme, der gør at man bliver tryllebundet af figuren. Olaf Johannesen, der er sprunget ind for den skadede Nikolaj Kopernikus, er fremragende som den desillusionerede prædikant, Lars Simonsen og Laura Bro er stærke som forældrene, og resten af holdet er yderst velvalgte og velspillende i alle de roller, de har.

Denne teaterudgave fra 1988 lægger sig mere op ad romanen end filmen fra 1940, hvor man havde et mere positivt skær over handlingen og sluttede i en lys tone. Det gør man ikke her, og det er et af de mest deprimerende handlingsforløb på dansk teater lige p.t., men også et af de mest gribende.

En flot og stærk teateraften, som bevæger på Betty Nansen.