Det er en oplevelse, der får dig til at gå og nynne discosange i flere dage efter. Først en indrømmelse: Med undtagelse af enkelte klip har jeg aldrig set filmen Saturday Night Fever, men jeg har selvfølgelig hørt den ikoniske musik. Min anmeldelse af showet er derfor udelukkende baseret på min oplevelse i Falkonersalen.
Hvis du er i humør til en farverig aften i byen, kan jeg varmt anbefale, at du anskaffer dig en billet til Saturday Night Fever i Falkonersalen. Allerede fra første øjeblik, hvor Silas Holsts silhuet kommer til syne, og musikken begynder at spille, er scenen sat, og man kan trygt læne sig tilbage og bare nyde showet udfolde sig.
Efter en flot åbning med velkoreograferet dans, følger starten på selve historien, men her kan tempoet desværre ikke helt leve op til den flotte åbning. Historien er længe om at komme i gang, og for en som mig, der aldrig har set filmen, tog det noget tid, før jeg rigtig blev engageret i historien, og ikke bare sad og håbede på, der snart ville komme mere fed dans og musik.
Hen mod sidste tredjedel af 1. akt var jeg dog til fulde blevet vundet over. Vi kender nok alle filmens ikoniske soundtrack, og derfor kan man hurtigt komme til at frygte for, hvordan det bliver fremført i Falkonersalen, men der er intet at være bange for. Musikken er spændende og prangende på samme tid. Det skal siges, at flere af sangene bliver sunget live af sangere, ikke skuespillerne selv, men det kan jeg sagtens acceptere, hvis bare koreografien kan retfærdiggøre det – og det kan den sagtens. Desuden er det nogle formidable sangere, så der er slet ingen skade sket. De gange skuespillerne selv synger, får det hele et ekstra løft for mig. Så bliver det klassisk musical.
Et nummer i starten af 2. akt, nemlig Jive Talking, står som det klare musicalhøjdepunkt for mig. De nye arrangementer af musikken var virkelig vellykkede, og det gør sangene til moderne musicalhits, og ikke blot de gamle velkendte versioner. Når man laver en musical som denne, har man to valgmuligheder: enten ansætter man skuespillere hvis force er dans, eller også ansætter man skuespillere hvis force er sang – jeg synes det er en helt rigtig prioritering, at satse på dansen, og så lade andre klare sangen i ny og næ.
Takket være et cast indeholdende folk som Silas Holst, Amalie Dollerup, Christian Tafdrup, Bodil Jørgensen, Allan Olsen og adskillige andre garvede skuespillere, dansere og musicalskuespiller fejlede skuespillet bestemt heller ikke noget.
Alt i alt, er det en fremragende forestilling, og hvis man går derfra uden discosange på hjernen og boogie shoes på fødderne, må man være tosset. Jeg har valgt, at give 5 stjerner, ikke 6, fordi det tog noget tid, før historien stod skarpt. Det selvfølgelig fristende at give den sidste stjerne alene fordi forestillingen indeholder Morten Kjeldgaard i stramme bukser, for hvis ikke dét er god casting, så ved jeg simpelthen ikke hvad er, men den stjerne sætter jeg i min hukommelse, ikke i anmeldelsen.