Intens drama I Lang dags rejse mod nat på Det Kongelige Teater, her Karen-Lise Mynster og Simon Bennebjerg., Foto Natascha Thiara Rydvald
Det
Kongelige Teaters udgave af Eugene O´Neills hudflettende familiedrama Lang dags rejse mod nat er sublim
skuespilkunst af fineste karat.
TITEL:
Lang dags rejse mod nat
af Eugene O'Neill
TEATER:
Det Kgl. Teater
Skuespilhuset, Store Scene
SPILLEPERIODE:
7. april – 3. juni 2017
Det er en nøgen scene med træer, der er gået ud – en gold ørken af en ødelagt og mishandlet jord, der sætter rammen for dramaet. Et symbol på den familie, der boer der, og som man hele tiden ser på en stor videoskærm i baggrunden, hvor de flettes sammen nærmest som i en kamp, de ikke kan komme ud af. Det er flot tænkt af den unge scenograf Christian Albrechtsen, og det kræver så et hold skuespillere, der kan holde intensiteten og interessen fanget. Det har man heldigvis her på Nationalscenen – i nok den bedst besatte forestilling i denne sæson.
Henning Jensen er patriarken, der ikke formår at holde noget samlet, og hvis nærighed og alkoholmisbrug kaster familien ud i den ene livsstorm efter den anden. Men han er ikke alene om det. Moderen er mangeårig narkoman (en ætsende tikkende bombe af farlighed under den blide overflade, superbt spillet af Karen-Lise Mynster). Hun er lige kommet ud af misbrug, som kickstartes igen, da den ene søn (Den unge Simon Bennebjerg med masser af indestængte frustrationer) bliver alvorligt syg. Peter Plaugborg spiller den ældste søn med en vrede og en allerede opgivet livskamp, som knuger dybt ind i sjælen.
Det kan kun gå ned ad bakke – og det gør det i et lyntempo, efter morgenmaden, hvor alt ånder i oppustet og falsk idyl.
Som tilskuer bliver man suget ind i familien, og især anden akt flyver afsted i den ene gribende scene efter den anden. Det forbliver hele tiden menneskeligt og aldrig kunstigt – især fordi Morten Kirkskov i sin tætte iscenesættelse aldrig glemmer, at der dybt i alle medlemmerne af familien ligger en stor kærlighed til hinanden. Det er den, der gør, at ingen formår at komme væk fra det kaos og ulykke, der kun kan føre til en ulykkelig slutning for den samlede familie.
Forestillingen er skrevet som en slags biografi af Eugene O´Neill om hans egen familie: Han formåede næsten at slippe væk men var hele livet igennem mærket af den næsten ubegribeligt tragiske hverdag i en familie, der ikke kunne være sammen – men heller ikke kunne være fra hinanden.
Man går fra teatret dybt berørt og samtidig lykkelig for at have oplevet en af de bedste aftener i teatret i denne sæson.