DIFFUST ROCKTEATER

Jeg så forestillingen i London kort efter premieren i 2002 og kan huske, at jeg var temmeligt skuffet og tænkte, at den skulle jeg aldrig se igen. Men her sad jeg så i går aftes til den danske premiere i den nye Royal Arena. Det er stadig ikke en særligt god forestilling – men den havde en charme og et sitrende energisk ensemble, som jeg syntes manglede i London.

Christoffer Brodersen og især Kristine Yde er sympatiske og velsyngende hovedpersoner, man gerne følger på den fjogede vej de skal tage i Ben Eltons klodsede manuskript. For det er manuskriptet, der er det store problem i forestillingen. Lars Hjortshøj har ellers gjort, hvad han kan, med en ret sjov fordanskning af teksten – og en smule tiltrængt dansk ironi – men han har jo ikke kunnet ændre på den mildest talt tåbelige handling eller den til tider temmeligt kvalmende selvhøjtidelighed, der især dukker op mod slutningen af første og anden akt.

For det første er det noget pjat, når man læser i programmet, at ideen kom nærmest ud af det blå, da forestillingen klart er inspireret af Mamma Mias succes, der havde premiere 1999 og var den første forestilling, der brugte en popgruppes bagkatalog af sange som ramme for en forestilling, der ikke nødvendigvis har noget med kunstnerne at gøre. For det andet er der en kærlig ironisk distance til materialet i Mamma Mia, der i We Will Rock You er erstattet af en sær forherligelse af ophavsmændene, som i længden bliver temmeligt kvalm, og som jeg er sikker på er langt fra Freddie Mercurys ånd. Det samme kan man sige om den totale mangel på queer karakterer; der er tiltag, men alle er sat sammen som mand/kvinde-par i ensemblet.

For det tredje er det mærkeligt, at en forestilling, der postulerer rockens død og en overtagelse af musikscenen af cyperspacegrupper, ikke har forskel i det musikalske lydbillede. Man finder det underligt at de oprørske bohemer kæmper for at få rockmusikken tilbage – og at magthaverne vil holde den væk – når nu alle synger samme rock i samme stil?? Hvad er egentlig  problemet, tænker man. Som så meget andet i forestillingen giver det ikke megen mening.

Heldigvis er der et stramt, præcist og energisk ensemble, der giver masser af scenisk nærvær og vellyd.

Hovedrollerne synger aldeles glimrende: Shirley er en herlig bitch som Killer Queen, Joey Moe har godt med glimt i øjet som Britney, Nellie Ettison synger med klarhed og præcision som Oz, Niels Olsen morer som gammel hippie og Anders R. Gjesing er en ægte ond skurk. I ensemblet lægger man især mærke til Sara Gadborg med masser af vokalt overskud og scenetække – det bliver spændende at se hende give den gas som Killer Queen senere i forløbet. Scenografisk var det den skrabede turnédekoration, vi fik, men lys og lyd er i top med et velspillende rockende orkester under ledelse af Pablo Navarro som toppen af kransekagen.

Så find bare din indre rockguitar frem og tag ud og blive rocket igennem. Nyd sangen og showet, og glem alt om handlingen!