Brilliante Balanchineballetter

Aftenen begynder med den smukke og melankolske Smaragder. I grønne funklende kostumer til Gabriel Faurés betagende smukke musik danses der det smukkeste, der længe er set på en dansk scene. Glidende og let, og alligevel med symbolsk tyngde i denne parafrase over de store romantiske balletter fra 1800-tallet.

Amy Watson er henrivende dejlig på hjemmebane i den stil, hun mestrer. Jonathan Chmelensky er hende en flot partner, og de er harmoniske og sikre i de meget svære og smukke pas de deuxer. Susanne Grinder og Marcin Kupinski er det andet pas de deux par i Smaragder. Imponerende danser hun hele pas de deuxen på tå, og vi ved at det ikke ville kunne lykkedes uden en sikker og stærk partner, og det har hun heldigvis i Marcin Kupinski.

Heather Dunn, Camilla Ruelykke Holst og Alexander Bozinoff er smukke i pas de troisen og korpset giver en smuk baggrund for solisterne.

Andel del er den sprælske og sjove Rubiner, hvor der er skruet godt op for den sexede storbycharme. Astrid Elbo er i front i det berømte Big Mamma-parti. Med lange ben og et flirtende blik er hun i den grad i centrum for de fire mænd omkring hende. J'aime Grandall og Jon Axel Fransson er perfekte i den lange og legende pas de deux. Hun snurrer og svinger ben, han springer som en lyst, og sammen leverer de flotte linjer i perfekt samspil.

Sidste del er juvelen over dem alle: Diamanter. Holly Jean Dorger og Gregory Dean er hovedparret, og de er alt, hvad man kunne ønske sig. Både i deres mange soli og i de ekvilibristiske pas de deuxer, er der ingen vaklen. Det er præcist, sikkert og bedårende smukt danset. Dette garneres med et korps, jeg ikke mindes at have set bedre på Kongens Nytorv i lang tid. En triumf for Den Kongelige Ballet, og en triumf for dens balletmester Nikolaj Hübbe, men også en triumf for alle de instruktører, der til daglig arbejder med danserne. Langt om længe kan vi som publikum se en linje – se en samhørighed i stilen og et fælles fokus i korpset – som ellers har været berømt for at danse lidt i øst og vest. Lad os håbe at det holder hele vejen i gennem alle opførelserne af Juveler – og ikke mindst at det smitter af på de andre forestillinger, som kommer efter denne, og at det kan overføres til Bournonvilles balletter, som synes at lide en smule under, at danserne ikke er helt præcise i stilen. For denne aften var der præcision, og vi forstår godt, hvis balletmesteren er stolt.

BRAVO!