Foto Tivoli Pressebillede
Nomade, Partita & Havets bevægelser
Af Frank Hedegaard 13. september 2017
Balletaften i Tivoli - en højere enhed af dans og
musik. Fem stjerner
Tivolis Pantomimeteater er naturligvis kendt og elsket af alle for de traditionsrige pantomimer f.eks. senest Kassanders Ægteskabskontor, men teateret er faktisk også godt med på balletsiden, i øvrigt med de samme dansere som i pantomimerne. Blandt balletterne kan især nævnes den finurlige og geniale Accordion Stories og Butterfly Lovers fra indeværende sæson - begge dejlige balletter med moderne trin.
To koreografer står tilsammen for en dejlig ny balletaften der afslutter sommersæsonen. Dansen og musikken går op i en højere enhed, og de tre balletter glider over i hinanden. Så det er blot at læne sig tilbage og nyde dansen og den dejlige musik af Philip Glass, Bach og Arvo Pärt og lade de melankolske stemninger gribe en og fortrænge det kølige, fugtige efterårsvejr.
Aftenen byder på tre balletter:
Havets bevægelser
Er kreeret specielt til danserne i Tivoli Ballet Teater af den britiskfødte koreograf Paul James Rooney som selv er medlem af kompagniet. Musikken er af Philip Glass, og koreografien afspejler oceanets bølger i strømme af flydende suggestive bevægelser for fire damer og to herrer hvoraf den ene er udtryksfulde Paul James Rooney himself sammen med den dygtige og flotte Robert Thomsen
Paul James skabte tidligere på sæsonen balletten Butterfly Lovers med kinesisk musik og Romeo og Julie-tema og fuld udnyttelse af ikke blot teateret men også de omgivende arealer.
Partita
Koreografen Paul James Rooney - ja det er ham igen - har her skabt en ny kvindesolo. Kathleen Videira er underskøn til den strømmende klavermusik af Johan Sebastian Bach. Især de fine pegende og udtryksfulde fingerbevægelser gør indtryk.
Nomade
Balletten er skabt i 2000 af Tim Rushton fra Dansk Danseteater til Den Kongelige Ballet. Den minimalistiske og meditative musik af den estiske komponist Arvo Pärt genspejles perfekt i Tim Rushtons koreografi med de vuggende hoftebevægelser i de lange lændeklæder. Blandt danserne gør især Donovan Delis-McCarthy indtryk.
Jo denne dejlige balletaften der danses resten af sæsonen, kan Tivolis Balletteater og dets dansere bestemt godt være bekendt. Fem stjerner til den dejlige og enkle oplevelse.