Festlig aften i Wallmans

Vi åbner lidt svagt med nummeret Rockstar der minder lidt for meget om sidste års rock-tomgang. Vi vil have pop, vil vi - og det får vi heldigvis også resten af aftenen.

Hvis de åbner lidt svagt på scenen, gør de det i hvert fald ikke på madsiden. Her er den berømte signatursuppe fra Wallmans stadig en sikker fuldtræffer.

Aftenens øvrige numre består af en flot hyldest til de store kunstnere vi har mistet i den sidste tid: George Michael, Prince, David Bowie, Glen Frey (Eagles) og Maurice White (Earth, Wind and Fire) . Det er et både flot, rørende og effektivt nummer.

Hele salen tages i brug i nummeret Cabaret som hylder Baz Luhrmans Moulin Rouge. De nye flotte LED-skærme i siderne bruges meget effektfuldt og giver et godt udsyn fra alle pladser i salen. Man kunne måske have ønsket en smule mere smudsigt undertøj i nummeret Lady Marmelade - lidt pariserpatinering havde været godt. Også koreografien savner en smule kant og dekadent given los; det forbliver pænt og sikkert, men aldrig farlig frækt - som hos Luhrman.

Vi føres ind i H.C. Andersens eventyr i nummeret Fairytale hvor man ganske smart har brugt danske rocksange af bl.a. Saybia, Dizzy Mizz Lizzy, DAD og The Sandmen til at illustrere forskellige karakterer fra Andersens eventyr. Det er nok det koreografisk bedste nummer fordi det udnytter de dygtige dansere og skubber dem ud i bevægesler der kommer langt ud over scenekanten.

Mellem numrene er der skønne og dygtige artister. Det er en fornøjelse at se Benny Schumann tilbage i den bygning hvor han nærmest er vokset op - dengang Cirkus Schumann regerede i manegen. Med overlagt humoristisk elegance viser han hvilken verdensstjerne han er med snurrende tallerkener på pinde og borde. Publikum i salen får lov til at prøve at gøre ham kunsten efter når han bevæger sig rundt blandt bordene og viser kunsten helt tæt på. Veera Kaijanen viser klassisk linedanserkunst smukt svævende over bordene, og de labre drenge Duo Creative er tilbage i imponerende akrobatnumre oppe under kuplen. Det hele slutter med en hyldets til poppens dronning, Madonna, i et visuelt festfyrværkeri af et dans-og-syng-med-potpourri med alle på scenen. 

Skal man opsummere aftenen, må det være at jeg ikke tror det visuelt nogensinde har været flottere end i år - men jeg mangler lidt den flirtende charme som kendetegnede showet for et par sæsoner siden - samt legen med det lidt frække og seksuelle. Der er godt nok mænd i bare overkroppe og fjer, men det oser ikke af sex som for nogle år siden. Vi ser for meget sangere i front mere end dansere. Det er synd, for man kan se at danserne er toptrænede og vil kunne bære endnu mere af showet end de gør. Vi får oftest sangerne i front - som - bevares - synger aldeles glimrende, men som måske lige mangler det sidste i udstråling i forhold til de hotte dansere.  Jeg savner en koreograf som Kim Ace der kan knalde lidt koreografisk kulør ind på den scene.

Slå jer løs kære Wallmans - det klæder jer så godt når I gør det! Men en flot aften det er det - og også velsmagende.