Endnu en omgang kønskifte på Det Kongelige

Det er trættende - og det må være nok nu, siger den sure homoanmelder. Jeg gider simpelthen ikke se flere kønsskifteoperationer på Det Kongelige Teater. Det tilfører absolut intet til forestillingen - der er jo intet kønspolitisk i teksten - for det er ikke det Othello drejer sig om - og det forplumrer forestillingens budskab.

Elise Kragerup skriver i programmet at det generer hende hvis teatret altid fremstiller manden som den aktivt handlende og kvinden som den passivt modtagende. Kære Elise så find dig en anden forestilling at iscenesætte end en 400 år gammel tekst! Siden Donna Joanna og over en kvindelig Vielgeschrei i Den Stundesløse er kønskifte-kunstgrebet med at lade kvinder spille manderoller altid endt med blot at være pudsigt. I Scener fra at ægteskab som også spiller lige nu i Skuespilhuset, er der skiftet om på manden og kvinden. Sidste sæson skulle vi gennem det samme med nogle af karaktererne i bl.a Ødipus og Antigone. Læg dertil at alt for mange af forestillingerne ligner hinanden i udtryk - samme semi-goth-agtige sminke, samme lyssætning, samme slags musikledsagelse - og hvor mange gange skal vi se søde Sicilia Gadborg Høegh i stort set samme sæt undertøj? Mændende i de samme glinsende stoffer og shorts? Alle på scenen hele tiden, etc.

Når det så er sagt er det også underligt når nu instruktøren som nævnt har udtalt at det irriterer hende at teatret altid fremstiller kvinden som den passivt modtagende at både Desdemona og især Jargos kone Emilia og Cassios elskerinde Bianca skal spilles så passive grænsende til det naive og ubegavede?? Se der var der noget at gå i gang med for en kvindesagsinstruktør!

Forestillingen reddes af Jens Jørgen Spottag som en aldeles aktivt handlende Jargo. Her er forestillingens egentlige drivkraft og motor - og ikke Othello - som jo også bliver en passiv brik i et intrigespil iscenesat af den jaloux og ambitiøse Jargo. Spottag underspiller ham bevidst med slesk charme og frækheden lysende ud af øjnene. Lila Nobel spiller hovedrollen med myndighed men har svært ved at få skinsygen til at ramme os, Peter Plaugborg har lækker overkrop, nerve og uskyldig frustration som overklassedrengen Cassio, Sicilia Gadborg Høegh er en uskyldsren Desdemona - og det er jo altid dejligt at se Simon Bennebjerg i bar overkrop.

Niels Brunse forkæler os med nogle skønne sproglige blomster i sin ovrsættelse af Shakespeare og forestillingen skal nok tiltale et yngre og ikke så teatervant et publikum - men jeg håber at jeg næste gang skal se en klassiker i Skuespilhuset hvor man ikke har været på operationsbordet med kønskifte uden mening!