Perfekt popshow

Lad mig begynde med at hylde koreografen Kim Ace Nielsen for den flotteste, frækkeste og mest velfungerende musicalkoreografi jeg længe har set. Vi var til popshow som de ikke ville kunne gøre bedre i poppens land Sverige, til de mere følsomme og medspillende koreografier der beskrev stemninger i sangene.

Heldigvis for forestillingen har man valgt at putte koreografi på næsten hvert eneste nummer - og tak for det når man nu havde en så begavet koreograf som forstod at ramme det enkelte nummer præcist i fortolkningen. Det hjalp også når Kim Ace Nielsen havde samlet et hold af eminente dansere hvor især Steffen Hulehøj Frederiksen igen viste at han er en af de bedste showdansere vi har i landet. 

Det var som altid bimlende flot når det kommer til scenisk indpakning i Fredericia. Med imponerende lyssætning og LED-skærme skiftede vi hurtigt fra Grand Prixstudier til Seebach-parrets hjem og til forskellige drømmescener for at ende i en perfekt produceret popkoncert - det hele sikkert lavet af de herrer Agerholm og La Cour (Ja ham igen!). 

Vokalt og musikalsk kan vi ikke få det bedre end i Fredericia. Orkestret giver poppet vellyd og ensemblet synger i flotte harmonier. På solistsiden er vi også yderst forkælede. Pelle Emil Hebsgaard rammer Tommy Seebachs sang og talemåde så vi tror på hvert ord, og han er overbevisende i sin fortolkning af Tommys deroute i druk og depression - måske hans bedste skuespillerpræstation nogensinde. Frederikke Maarup Viskum og Pelle Emil Birk Hartmann er skønne og oprigtige som Marie og Nicolai Seebach, og Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen smuk og forstående som Tommys kone Karen. Og så er der Joakim Lind Tranberg der kanaliserer Rasmus Seebach perfekt til alle fans i salen. En imponerende præstation, og jeg tror at Rasmus Seebach selv må være mere end tilfreds med sit alter-ego på scenen - nu ved han da hvor han skal ringe hen hvis han en dag bliver syg!

Desværre er der et manuskript der lader sine personer og forestillingen lidt i stikken. Det er en svær opgave at finde en vinkel at fortælle historien fra. Man har valgt at lade den foregå hoppende frem og tilbage i tid og med Sebbachs tre børn som fortællere.

Vi begynder hvor Rasmus Seebach af en producer bliver bedt om at droppe navnet Seebach - da det klinger for meget af hans far. Det sætter gang i et tilbageblik på dengang far Tommy og mor Karen mødte hinanden første gang. Det er egentlig smart nok set, og det giver børnene en mulighed for både at forklare og forsvare deres far, men især førsteakten er forvirrende i sceneopbygning, og replikkerne skurrer fælt og unaturligt i ørerne. Det synes ikke klart for ensemblet om de skal levere hurtige sjove revykarikaturer af de bipersoner de spiller i forestillingen - eller det mere drejer sig om levende mennesker af kød og blod. En samling unaturlige, stive, ufrivilligt komiske parykker gør det ikke meget bedre.

Det er en historie der emmer af dramatisk guld - og det synes smidt lidt væk i en dramatisering der lidt famlende prøver at samle sig om et følsomt menneske der bliver svigtet af et nådesløst publikum og presse når den ønskede og forventede succes ikke opstår - noget vi brutalt har set de sidste år når vores Grand Prixvinder ikke har gjort det godt nok internationalt. Så er der ingen grænser for hvor mange der har en mening om hvor dårligt bidraget var.

Tommy Seebachs historie er vigtig - og Rasmus Seebachs historie om både at leve med men også slippe ud af farens skygge ligeså. Manuskriptet burde have formået at fortælle dem noget bedre.

Er det et Fredericia-flop? Nej da! Det er stadig topprofessionelt musikteater. Det rammer os når musikken spiller - mindre når ordene står alene.