Karakterstærk Oliver Twist i Odense

Vi begynder med en gøgler-teatertrup der beretter fortællingen om Oliver Twist. Den sørgelige historie der til sidst ender med at det onde besejrer det gode. Næsten som var det en uvirkelig myte vi skal til at overvære. Det er også en dramatisk historie hvor den unge Oliver Twist skal meget grueligt igennem i et typisk dickensk univers befolket af afstumpede og egoistiske mennesker som alle kun er ude på at nedgøre andre for at hævde sig selv – eller udnytte andre i samme sags tjeneste. Heldigvis findes de gode og uselviske i alle samfundslag, og de hjælper lille Oliver frem til den lykke vi er blevet varslet om kommer.

Odense Teater har valgt at spille en udgave af historien dramatiseret af englænderen Neil Bartlett, og den er lidt aftenens egentlige problem. For selvom at teatret har befolket fortællingen med en stærk samling skuespillere der skaber nogle flotte karakterer af fortællingens figurer, ender denne dramatisering med at blive en smule diffus i sit udtryk. Den er for lang og kedelig til at fange de større børn, og den er for mørk og voldsom til at more de små, så det er begrænset hvor meget familie man kan tage med ind til denne såkaldte familieforestilling. Tempoet er generelt for langsomt og iscenesættelsen ikke stram og effektiv nok. Scenografisk er det flot og skummelt i farverne – men mærkeligt at de store beskidte mure har vinduer med buede vindueskarme der mere får det til at ligne baggyder i Rom end det beskidte industrialiserede London vi skal forestille at være i.

Alligevel lykkedes det at skabe en forestilling der i lange perioder er meget velfungerende og som både morer og holder tilskueren fanget i fortællingen. Det skyldes som nævnt flot karakterarbejde af de medvirkende skuespillere med Peter Gilsfort som en afdæmpet og nærmest skizofren Fagin, Yossef Wayne Hvidtfeldt som en snarrådig Artfuld Dodger og historiens primære fortæller, Mikkel Bay Mortensen, som en farlig psykopatisk Bill Sikes. Cecilie Gerberg er en barsk Nancy med et godt hjerte og Claus Riis Østergaard og Hanne Hedelund er et grotesk godt forstanderpar på fattighjemmet som Oliver vokser op på. Kristoffer Helmut forvalter den unge hovedperson troværdigt og Kurt Dreyer og Mette Kjedgaard Jensen er rene og gode som de frelsende engle i form af Olivers tabte familie.

Det er et rigtigt hold af skuespillere til at forvalte Dickens karakterer – men jeg er ikke sikker på det er det rigtige valg af dramatisering af historien.