Skæbnesvangert kortspil i boligvognen i Puccinis westerndrama Pigen fra Vesten på Operaen., Foto Miklos Szabo
Det er første gang Puccinis mindre kendte opera Pigen fra Vesten bliver opført på Den Kongelige Opera, og det er et kærkomment nyt skud på teatrets Puccini-repertoire.
Titel:
Pigen fra vesten
Teater:
Operaen
Store Scene
Spilleperiode:
10. november 2017 -
26. januar 2018
Det er storladent melodrama i det vilde vesten vi er budt indenfor til i Puccinis opera fra 1910 om det barske guldgravermiljø i begyndelsen af forrige århundrede.
På Operaen er vi rykket i tid og miljø. Vi er nu hos nogle lige så barske minearbejdere på kanten af samfundet i en tid tæt på os. Bortset fra at rykke operaen i tid og sted er man i Christoffer Berdals instruktion egentlig ganske tro mod handlingen. Den er bygget over et skuespil af den amerikanske forfatter Belascos som også har skrevet inspirationen til en anden af Puccinis populære operaer, nemlig Madame Butterfly.
Der er også visse fællestræk, både musikalsk og dramatisk, mellem Cio-Cio-San i Butterfly og Minnie her i Vesten – det rene hjerte og den store kærlighed – men modsat den stakkels Madame Butterfly ender Minnie ikke med en ulykkelig skæbne. Hun opererer også selvstændigt i et barskt mandeunivers og er ikke bange for at trække en pistol for at få opmærksomhed. Opmærksomheden har hun ellers ofte alligevel, for alle mændene er betaget af hende – nok også fordi hun er næsten eneste kvinde i området.
Ind træder banditten Ramerrez under dæknavnet Johnson – og så har vi et klassisk trekantsdrama mellem Minnie, Johnson og byens sherif Rance der selv er forelsket i Minnie.
Dramaet fortsætter med afsløringer, vrede, jalousi og tilgivelse. Alle kan tilgives synger Minnie, og det gør hun i Ann Petersens bevidst mandhaftige skikkelse med den unge uskyldige pige under det barske ydre. En smuk sangpræstation der blev bedre og varmere mens operaen skred frem. En stor præstation i et stort parti.
Som hendes to mænd har Johan Reuter masser af autoritet og kraftfuld stemme som sheriffen Rance – en knudemand som aldrig rigtigt er blevet elsket. Niels Jørgen Riis er i egen personlig storform som dobbeltmennesket Johnson/Ramerrez, og han er rørende fin i sin transformation under forelskelsen i Minnie, og vokalt tror jeg aldrig han har været bedre.
Der er også stærke og præcise karakterer og vokale indskud fra de mange små roller blandt minearbejderne, især hos Jens Søndergaard, Leif Jone Ølberg og Michael Kristensen.
Johanne Bock er en hel forestilling i sig selv som tjenestepigen Wowkle, og det er en nydelse både at se og høre det mandlige operakor folde sig ud i denne opera. Kapellet under ledelse af Alexander Vedernikov fik masser af elegante og klare detaljer ud af Puccinis storladne partitur med et væld af nuancer i orkestreringen og en mere flydende melodisk strøm end vi er vant til fra Puccini.
Scenografisk strittede vi lidt i forskellige retninger – fra den meget bastante dekoration i første akt over lyserød skurvogn i anden til abstrakt installation i tredje akt. Det at historiens personer var ansatte minearbejdere – ikke selvstændige guldgravere på jagt efter lykken – gav en følelse af at det man satte livet på spil for, ikke var hvad man selv kunne finde af guld – men en løn man fik for et farligt arbejde udført for en arbejdsgiver. Det tog en smule af desperationen og Minnies dedikation til at beskytte det guld de har samlet sammen – og som Ramerrez egentlig er kommet for at stjæle.
Alligevel blev det til en især musikalsk imponerende flot aften på Operaen – og en nydelse at høre en sjælden Puccini-opera. Den må gerne blive hængende på repertoiret.