Mere kunst end teater

Vi begynder meget fikst med en scene fra H.C. Andersens skuespil Mulatten fra 1840 i moderne filmgengivelse. Udgangspunktet i Andersens skuespil og den næste scene med den oprørske plantagearbejder Queen Mary på St. Croix tegner godt for en aften i selskab med de efterkommere af slaver som danskerne godt nok frigav i 1848 – men som alligevel blev ved at leve under stort set samme forhold og blev betragtet som undermennesker af den hvide danske overklasse. Stærkt er det at høre Queen Marys monolog om at det er på grund af kærlighed at hun brænder plantager ned til grunden.

Stærkt er det også et se scenebilledet med masser af røgeffekt og rødt lys omkring Queen Mary i plantagestolen. I det hele taget er der stærke og flotte scenebillede. Det er imponerende at Jeanette Ehlers kan få dem til at virke så effektfulde og gode på den meget lille teaterscene, men det kniber med at få det til at hænge sammen i en flydende teaterforestilling – og det tager brodden gevaldigt af forestillingens dramatiske relevans. De forskellige tableauer kommer til at virke usammenhængende, og det synes overflødigt at vi skal igennem samme scene fra Mulatten en gang til – nu dog med kvindelige skuespillere.

Efter forestillingen klinger sætningen We are here because you were there – ikke kun fordi den blev gentaget i uendelighed, men fordi den jo enkelt og elegant opsummerer hele essensen i forestillingen og hele konsekvensen af kolonialiseringen: Vi tog slaver med tilbage hvis efterkommere stadig lever blandt os.

Man ville have ønsket at projektet var lykkedes bedre som teaterforestilling – både fordi budskabet er så brændende vigtigt, og fordi de medvirkende så absolut gjorde en velspillet indsats midt i de glimt der viste at vi måske kunne have fået en mere helstøbt forestilling ud af det end resultatet blev.