Teaterleg med Halfdans vid

Det er en blanding af cirkusrevy og kabaret tilsat absurd teater. Tekster der morer med deres fjollede og overraskende rim – som var det en teatertekst af Ionesco. Det absurde ligger også i iscenesættelsen der putter alle de medvirkende i Halfdan Rasmussen-parykker, rullekraver og briller. Sjovt er det, men også til tider en smule manieret – og ordene forsvinder i udvendige gebærder. Det er sådan set kun Henrik Lykkegaard og Stine Stengade der formår at få ordene frem hele vejen igennem. Anne Sofie Wanstrup og Albert Stein Ankerstjerne kæmper til tider en brav kamp for at få forløst de Halfdanske rim – især sidstnævnte er uheldig at have trukket de værste instruktør-ideer til fremførelse af digtene. 

Værst af alt er at de medvirkende ikke synger nævneværdigt godt, og at det synes at være en pointe i flere af numrene – for selv det indforskrevne Folkekor er heller ikke vokalt særligt stærkt.

Men herligt er det at høre de rablende vanvittige rim og versefødder. Sjove er de mange indfald det meste af vejen, og sammenkoblingen af percussion og cello fungerer overraskende godt på den musikalske side. 

Den nyuddannede instruktør Johan Sarauw synes ikke at kunne begrænse sig: Forestillingen ender med at blive unødvendigt lang og går flere gange i scenisk tomgang – værst i anden akt som aldrig rigtigt når at løfte sig. Frederikke Dalums scenografi er sjov og ligner en pudsig indramning til Sommer i Tyrol. 

Det er prisværdigt at kaste sig over Halfdan Rasmussens digte. I de få stille passager er der da også en poetiske skønhed, og de mange sjove ord får masser af vildskab med på vejen – desværre ofte på bekostning af ordene.