Hele den brogede bridgeklub i Carin Mannheimers effektive komedie om livets sidste akt på Folketeatret., Foto Thomas Petri
Folketeatret spiller den fine og hjertevarme svenske komedie I sidste øjeblik med et sikkert hold af erfarne skuespillere.
Titel:
I sidste øjeblik
Teater:
Folketeatret Store Scene
Spilleperiode:
31. dec 2017 - 18. feb 2018.
Lisbeth Dahl er det samlende midtpunkt i den skæmtende og livskloge fortælling om tre veninder der stadig holder fast i ungdommens venskab. Meget er sket i løbet af årene – naturlige frafald af ægtemænd og andre venner, samt en stadig større kamp for selvstændig overlevelse i en ældre alder hvor venner og bekendte flytter til plejeboliger og plejecentre.
Og Lisbeth Dahl fylder på alle måder rollen og scenen ud. Stort set konstant er hun på med et vandfald af finurlige og rammende replikker. Eftertænksomme og kloge iagtagelser af verden omrking hende – og hende selv midt i det forfald af egen krop hun ubarmhjertligt er vidne til. En sikker præstation der bevidner Lisbeth Dahls plads som en af vores helt store skuespillerinder. Hun flankeres flot af Sonja Oppenhagen og Elsebeth Steentoft som de to veninder der på hver sin måde har nok at kæmpe med personligt. Sonja Oppenhagens Anne-Louise med en krævende ægtemand, og Elsebeth Steentofts Solvej med den falmende libido. To sikre, kloge og præcise præstationer fra to skønne skuespillerinder.
Deres hverdag krydres med to mænd – den ældre enkemand Per, og den unge kommunale handymand spillet af Søren Bang-Jensen. Den sidste er åbent homosekusel. Den første får en overraskende åbenbaring og opblomstring. Kærlige og søde er de begge i deres roller – og kærlig og sød er forestillingen også.
Christoffer Berdal har iscenesat detaljeret og i et lige lovligt roligt tempo der især i første akt giver en ujævn forestilling med unødvendigt lange mellemspil der virker sært uinspirerende og hæmmende for fortællingen. Havde man koreograferet de nødvendige oprydningssekvenser i halvmørket – så de havde fået en form og indhold og ikke virkede som klodsede mellemspil – havde det ikke virket så malplaceret.
Men pyt med det for i det store og hele er det en livsklog og gribende forestilling af den svenske dramatiker Carin Mannheimer der i Marianne Nilssons pompøse og effektive scenografi tiltaler både et yngre og et ældre publikum – især også et LGBT publikum. Herligt!