Visuelt flot bud på første del om det danske selvhad

Flot er det, både iscensættelsesmæssigt, koreografisk og scenografisk. Med hele gulvet fyldt ud af videoprojektioner så vi bogstaveligt sidder midt i den rejse til Vestindien som den fattige danske skibsdreng Jacob gør i midten af 1700-tallet. 

Vi kommer til Guldkysten og derfra videre til Sct. Croix med slaveskib, slavehandel og slaveoprør på sukkerplantagerne. 

Det er både barske og stærke scener, udført med en imponerende præcsision af de medvirkende. Forestillingen griber os når den er ordløs - mindre når teksten kommer på.

Meget få i ensemblet på seks skuespillere formår at sige replikker så vi forstår og tror på dem, endsige skabe karakterer der er mere end bare pap-klicheer af slaver og de onde hvide brutale forvaltere. Faktisk formår kun Angelina Watson at komme helt frelst i land med en skøn diktion og præcise karaktertegninger af bl.a. afstumpet kaptajn og myndig adelsdame, efterfulgt af Ditte Laumann som blåøjet og naiv skibsdreng og Sofie Ebbesen Nielsen som tilknappet overklassepige på caribisk eventyr. Resten går fra det nogenlunde forståelige til det direkte uacceptable – spillet dermed. 

Det er synd når det kunne have været en gribende fortælling om en sort fortid i vores fælles danske bevidsthed – og en vigtig fortælling – for er vi på vej derhen igen at vi først og fremmest dømmer andre på hvor de kommer fra, mere end hvem de er? 

Synd også fordi man kan se hvor god en forestilling det kunne være blevet hvis både manuskript og skuespil havde været bedre. Vi håber på bedre held til de næste to i trilogien – det er nemlig en historie der er værd at fortælle.