Danica Curcic til kamp mod en mandsdomineret verden i forestillingen Jeanne D'Arc på Republique. , Foto Per Morten Abrahamsen
Det er vildt, intenst og spændende at følge Danica Curcic i rollen som Jeanne D'Arc i den svenske dramatiker Lucas Svenssons udgave af den franske helgenhistorie på Republique.
Titel:
Jeanne D'Arc
Teater:
Republique
Spilleperiode:
7. marts - 7. april 2018
Alene sidder den 13-årige Jeanne på scenen omringet af en mur af mænd. Hun får sin første menstruation og hører de første stemmer fra oven der fortæller hende at hun er Jomfruen fra Orléans som skal befri Frankrig fra de besættende englændere.
Kønnets blod har stærk symbolik i historien om den unge kvinde der klipper sit hår kort, klæder sig i mandsdragt og går i krig mod englænderne på lige fod med de mænd der dominerer verden omkring hende. Jeanne foragter sit eget køns svaghed og ser sig selv på lige fod med en stærk mand.
Danica Curcic er imponerende stærk som Jeanne – hende fulgte man gerne i krig. Troværdig er også hendes rejse fra ung pige til sejrende stærk kvinde, en kæmpepræstation både vokalt og fysisk i den halvanden time forestillingen varer.
Peder Holm Johansen er alle mændene omkring hende fra hendes far, over den svage franske konge til hendes gejstlige bøddel til sidst. Fortættet fortæller han historien, og han beholder intensiteten i fortællingen hele vejen i gennem.
Intensiteten skyldes også Staffan Valdemar Holms knivskarpe og kontante iscenesættelse, samt brugen af det store mandskor på Bente Lykke Møllers golde mur omkring Jeanne.
Forestillingen har lidt svært ved at finde sin form i begyndelsen, og der går lidt tid inden man kommer rigtigt i gang, men det skyldes primært Luca Svenssons manuskript der egentlig er forestillingens svageste led.
Men spillet er formidabelt, og Danica Curcics præstation er en nydelse at overvære. Hurra for de kæmpende kvinder til alle tider!