Flot og tankevækkende monolog

Vi er i Paris ude i fremtiden – nærmere bestemt år 2022 hvor landets muslimske parti får en overvældende sejr, og landet får sin første muslimske præsident.

Det sætter gang i omrokeringer i samfundet – først er der borgerkrigslignende tilstande, derefter går en i begyndelsen moderat muslimsk sharia i gang hvor kvinderne forlader arbejdsmarkedet og ifører sig muslimsk beklædning, mændene får tildelt koner efter rang, og den kristne tro forsvinder. Stærke provokerende sager i et saftigt og malende sprog med Lars Brygmann som formidabel formidler.

Forestillingen forstærkes yderligere af et tavst kvindekor der er en stærk ordløs og visuel kommentar til Anja Behrends fortættede og intense udgave af Houellebecqs roman.

Flot og velfungerende er også Nathalie Mellbyes scenografi og Ida Jacobsens stemningsskabende lydbillede.

Det er en forestilling i samme genre som Den Danske Borgerkrig på Nørrebro Teater i sidste sæson der var baseret Kasper Colling Nielsens roman om et Danmark lidt ude i fremtiden der ender i Borgerkrig. Hos Houellebecq er det også en tekst der går tæt på virkeligheden lige nu, og som derfor er nærmest skræmmende i sin pågående og bevidst provokerende stil – denne gang om den vestlige verdens angst for et muslimsk samfund, og om de intellektuelle ateisters fald for en muslimsk tro der lover lækre koner i et polygamt ægteskab til gengæld for den totale underkastelse for troen.

En mandschauvinistisk og fremmedfjendsk historie? Måske på overfladen – men dybt rystende og humant tankevækkende nedenunder.