Lang rejse til 80'erne

Det er en oplagt god idé som man ikke kan forstå at et professionelt teater ikke har fået endnu, nemlig en jukebox-musical med danske grandprixsange. Det er en sangskat de fleste har et eller andet forhold til, og hvor der er favoritter både på den gode og dårlige side. En blanding af bevidst ironisk og kærlig hyldest. Det er også på den musikalske side at forestillingen hos Musicalteatret fungerer bedst. Der bliver sunget af hjertens lyst i de mange sange, og selvom sangstemmerne ikke altid kan honorere de solosange de har fået tildelt, bliver de leveret med et energisk overskud i et fint musikalsk arrangement af det velspillende orkester under ledelse af Mathias Sidor, og ofte i gennemarbejdet velfungerende koreografi af Kenneth Parsberg. 

Desværre er forestillingen ladt i stikken af et alt for langt manuskript og en slæbende instruktion. Der er et kæmpe persongalleri der alle skal have solosange og scener, og det gør selvfølgelig stykket velegnet til amatørteatre, skoler og foreninger - men det gør det også næsten ulideligt at overvære hvis man som publikum ikke kender nogen af de medvirkende privat og synes at det er åh så sjovt at se dem optræde på scenen. 

Tre timer og femten minutter tog forestillingen den aften jeg så den, og den længde kan man kun tillade sig hvis man spiller Kristina från Duvemåla eller Engle i Amerika – ikke når man serverer et souffle-luftigt spex. En time skulle der skæres ned – halvdelen af de ligegyldige sidehistorier og kærlighedsaffærer skulle ud, og så kræver det en instruktør med et mere professionelt håndelag at få det til at glide nemmere ned. 

De medvirkende slider i det og har lagt et stort arbejde i forestillingen og bravo for det. Det er altid en fornøjelse at se på nogen der brænder for det de laver, og på den lange aften er der også enkelte stjerner der lyser klarere end andre – og det er jo charmen ved amatørteater.