Luksusballet på Det Kongelige Teater

Det er stærke kort Den Kongelige Ballet stiller op med på dansersiden i solistpartierne denne aften. 

Efter Løvenskjolds smukke ouverture til Sylfiden fik vi reelen fra samme ballet. Ærgerligt at det var i de grå og triste kostumer fra den nyeste opsætning af balletten. Til en aften som denne ville det have klædt indslaget at være danset i de originale farverige skotske kilte – løsrevet fra den øvrige fortolkning virkede den livsglade koreografi og den festlige musik sært i uoverensstemmelse med kostumer og mimik. 

Heldigvis var næste indslag i Bournonville-delen en indtagende klassisk udført og iklædt pas de deux fra Kermessen i Brugge hvor Ida Praetorius og Alexander Bozinoff begge var sødt flirtende og sikre i trinene. 

Sidste indslag fra Bournonville fra den fyrige pas de sept fra Et Folkesagn der knaldede over scenen i frække røde kostumer og gnistrene trin.

Efter første pause var det Balanchines tur. Vi fik den sprælske og jazzede Rubiner fra balletten Juveler der spillede i sidste sæson på Det Kongelige Teater. J'aime Crandall og Jonathan Chmelensky var hovedparret med kokette og legende attituder men var en smule usikre i partnerskabet denne aften. Der var til gengæld ingen vaklen hos Astrid Elbo som langbenet solodame. 

Aftenens finale var Harald Landers Etudes der aldrig bliver trættende at se på hvis den er danset godt. Denne aften var vi i sikre hænder hos Holly Jean Dorger som den skønneste ballerina omgivet af Andreas Kaas og Jón Axel Fransson som noble soloherrer. Hvor solisterne var i skudsikker stil, var der en smule mere vaklen i geledderne hos korpset der ikke denne aften var så snorlige i rækkerne som man kunne ønske sig i den perfekte Etudes.

Jeg havde måske også gerne set Bournomville i midten mellem de Rubiner og Etudes – det ville have klædt både Bournonville og Balanchine godt. 

Men det er en dejlig danseaften – og vi vil gerne have flere af dem!