Af Marie Nielsen, Musikredaktør Marie@XQ28mail.com
Vi kender The Fireflies fra DR’s X-Factor i år, hvor de 3 piger Mathilde, Henriette, og Julia stillede op som solister, men endte som Country-gruppen The Fireflies sat sammen af dommer og producer Carsten ”Soulshock”. The Fireflies opnåede en flot 4. plads, men mon ikke de har vundet mest i dag, hvor de er aktuelle med deres debutalbum ”The Fireflies”? XQ28 blev inviteret til en snak med pigerne på deres pladeselskab på Vesterbro om at gå fra solist til trio, hvilken dansk artist de godt kunne tænke sig at samarbejde med, og om de nogensinde selv har været i tvivl om deres seksualitet.
På 4. salen i Musikkens Hus kommer Henriette mig i møde med et varmt smil, vi finder Mathilde og Julia, som ser ligeså glade ud, og det er der bestemt en grund til. Denne dag udsender de deres debutalbum ”The Fireflies”. Men hvem er disse tre piger? Det får vi hurtigt en indledende snak om.
Mathilde er med sine 16 år, gruppens yngste. Hun har afsluttet 9. klasse og er lige startet i 1g. Hendes søster har inspireret hende til musikken, og til trods for at hun i år deltog i X-Factor for første gang, har hun fulgt med på tv’et i de tidligere sæsoner af programmet.
Henriette er 18 år og har en afsluttende eksamen fra folkeskolen. Hun har altid sunget, og i 2010 var det faktisk tredje år i træk, hun forsøgte at komme med i X-Factor. Som man siger, er tredje gang lykkens gang.
Julia er 23 år og gruppens ældste. Hun betegner sig selv som en rigtig universitetspige med afsluttende eksamen fra High School og er bachelor i film/medievidenskab og økonomi. Nu er hun ved at tage sin master på CBS. Hun har spillet guitar og skrevet sange, siden hun var 16 år.. Hun er vokset op i henholdsvis Asien og Sydafrika og var lige vendt hjem til Danmark, da hun besluttede sig for at deltage i X-Factor Det var faktisk hendes farmor og en veninde, som gjorde hende opmærksom på talent konkurrencen på DR.
Fighterånden ved at gå fra solist til trio.
Så de tre piger startede som solister i programmet men endte som trio. Hvordan var det? Mathilde lægger ud: ”Det var en udfordring, men det har styrket os både musikalsk og personligt. I en trio kan man skabe noget sammen med stemmerne, som man ikke har mulighed for som solist”. ”På grund af at vi blev smidt ud og kom igen som en trio i programmet, har det givet os alle en fighterånd”, fortæller Julia. Men netop det med at blive sat sammen som trio med to andre vildtfremmede og så skulle skabe et produkt på så kort tid, var vel svært? Julia forklarer: ”Den weekend, vi blev sat sammen, havde vi to dage til at spille os sammen på. Vi tog til Henriette, og lige så snart vi greb guitaren, kom fighterånden”.
Og fighterånden må man sige, at de tre piger har i stor stil, for hvordan er det så ellers lykkes dem stadig at stå sammen nu efter programmets afslutning og være pladeaktuelle? ”Vi stillede op med intentionen om at synge og vinde”, fortæller Henriette til XQ28, og Julia og Mathilde supplerer: ”Vi er aldrig blevet påduttet noget. Vi vil noget selv og har arbejdet sammen om det”.
Om samarbejdet med ”Soulschok” og modtagelsen af det nye album.
Samarbejdet med Carsten ”Soulschok” har ifølge alle tre piger været lærerigt. De har fået lov til at vise, hvad de kan i den lærerige proces, og er blevet taget med i beslutningerne omkring det vokalmæssige. The Fireflies og ”Soulschok” kom tæt ind på livet af hinanden i programmet, men det vigtigste er nok, at han troede på trioen fra starten af. De er yderst taknemmelige for hans støtte og tro på dem, for ikke alle får den chance af en mand, som til daglig bor og arbejder med de store stjerner i USA.
Nu er måneders hårdt arbejde så endt i albummet ”The Fireflies”, men hvordan er albummet så blevet modtaget? ”Anmeldelserne har været lidt blandede, men på Facebook har vi fået rigtig mange lykønskninger fra fans”, siger Henriette. ”Man må forstå, at det er en plade, der vokser på én. Den rummer mange lag og tekstuniverser, som en anmelder må sætte sig ind i. Konstruktiv kritik kan vi alle lære af, og det lægger måske til os, at der er lidt modgang” forklarer Julia og Mathilde afslutter: ”Uden modgang vokser man ikke”.
The Fireflies og Tina Dickow.
På spørgsmålet om hvilken dansk artist, de godt kunne tænke sig at samarbejde med, er pigerne rørende enige. Tina Dickow. Mathilde, Henriette og Julia er alle enige om, at Tina Dickow er til stor inspiration, at hun bare er en vinder og en fantastisk sangskriver.
Musik fra hjertet og Copenhagen Pride.
Samtalen falder på målgruppen for ”The Fireflies”, og det viser sig at være folk i alle aldre. Men Julia uddyber det med: ” At det stærkeste indtryk har nok været på de unge piger. Det vigtigste er at lave musik fra hjertet og ikke til en bestemt målgruppe. Med en god sang og god musik kommer man ud til folk”. Og netop det med at komme ud til folk, er der mon en turne i vente? Henriette fortæller med et stort smil, at der kommer en stor turne med band til foråret, men at de allerede har enkelte koncerter her i løbet af efteråret, blandt andet på Fidel’s d. 28. oktober.
The Fireflies skulle have optrådt til Copenhagen Pride i år. Hvordan kom det i stand, og hvorfor måtte de desværre melde afbud? ”Jeg var i byen med Kat fra Sukkerchok, og Lise Johansen (Copenhagen Pride) kom hen til os, og tilbuddet om at optræde til priden kom op og vende, og jeg tænkte, hvorfor ikke? Desværre var vi nødt til at melde afbud på grund af tekniske mangler, som skyldtes Copenhagen Pride”, beretter Julia til XQ28. Men ser vi The Fireflies i fremtiden på homo-scenen? ”Vi glæder os bare til at komme ud og spille, hvor folk har lyst til at høre os, så hvem ved?”, siger en smilende Julia.
Homoseksuelle venner og pigernes egen seksualitet.
Men har pigerne ellers nogen tilknytning til det homoseksuelle miljø, og har de nogensinde selv været i tvivl om deres seksualitet? Julia lægger ud: ”Jeg har masser af homoseksuelle venner i Cape Town, men ikke mange herhjemme i Danmark. Jeg har aldrig rigtig været i tvivl om min egen seksualitet. Jeg er for boy-crazy”. Henriette fortsætter: ”Jeg kender en enkelt homoseksuel, men har aldrig selv tænkt på at jeg kunne være det. Det har været naturligt for mig at interessere mig for fyre” og Mathilde slutter af: ” Jeg kender ikke nogen homoseksuelle. Men jeg kunne godt tænke mig at have en homoseksuel ven, for bøsser er nogen af de eneste, som forstår kvinder”.
Kendte homoseksuelle og The Fireflies holdning til homoseksuelles ret til adoption.
Ét er at have homoseksuelle venner, men har pigerne nogen kendte homoseksuelle, de ser op til? ”Elton John og Freddie Mercury, fordi de er/var dem selv”, siger Mathilde. For Henriette er det Hans Pilgaard, for han er bare herlig, synes hun. Julia bevæger sig over i skuespillerbranchen, med valget på den amerikanske skuespiller og tryllekunstner Neil Patrick Harris fra komedieserien ”How I Met Your Mother”.
Som afslutning på interviewet spørger jeg ind til pigernes holdning omkring homoseksuelles ret til at adoptere børn fra andre lande? Henriette: ”Hvis man opfostrer børn med kærlighed, så er det lige meget, om det er to mænd eller to kvinder, som er forældre”. Julia afslutter interviewet: ”Mange børn har brug for kærlighed, så det virker så banalt, at vi har en lovgivning, der forhindrer homoseksuelle i at give den kærlighed”.
Jeg takker Mathilde, Henriette og Julia for deres tid på denne travle dag. Det har været en fornøjelse at møde tre så åbne og ærlige piger med så meget drive, musikalitet og meninger.
Vind en signeret cd med The Fireflies.
Som en ekstra bonus udlodder vi en konkurrence her på XQ28, hvor præmien er 2 signerede udgaver af pigernes debutalbum ”The Fireflies”. Deltag i konkurrencen ved at trykke her.