Foto: Pia Bjerreskov

Electric Lady Lab: ”Hate Crimes er en ulige kamp”

30. december 2010 af marie
Læst af 788 personer.

Af Marie Nielsen, Musikredaktør, Marie@XQ28mail.com

Electric Lady Lab kender de fleste som hitmagerne bag numrene ”You & Me” og ”It’s Over Now”, men hvem gemmer sig bag navnet Electric Lady Lab? Duoen består af:

Stine Jacobsen: 31-årig sangerinde, født på Stevns, men opvokset i Køge, hvor hun også gik i gymnasiet. Hun har sunget i Danmarks Radios Pigekor og har gået på konservatoriet. I 2005 vendte hun tilbage efter at have været i England sammen med bandet ”Nu”. Herefter lavede hun en del korarbejde og musicals. Hun har desuden lavet en masse modelarbejde.

Martin Bøge Pedersen: 32-årig sanger og producer, som ligesom Stine er vokset op i Køge, hvor han også gik på gymnasiet. De fleste kender ham nok som et af medlemmerne fra den tidligere gruppe The Loft, som storhittede med nummeret ”City of Dreams”, en sampling af Kim Larsens ”Midt om natten”. Medlemmerne af The Loft udviklede sig i hver deres retning, men musikken var Martin langt fra færdig med. Og her kommer Stine ind i billedet. For hvordan blev Electric Lady Lab egentlig til?

At se hinanden som samarbejdspartnere og venner
Martin og Stine kender hinanden fra tiden på Køge Gymnasium, men som Martin siger: ” Vi så ikke hinanden i 10 år, men til trods for dette fulgte vi med i hinandens karrierer. Efter The Loft ville jeg gerne lave mere musik, så jeg søgte efter en god frontfigur og tog kontakt til Stine”. Stine, som også søgte efter musikken, sagde ja og siger om deres samarbejde: ” Det er en stor fordel, at vi har kendt hinanden i så mange år, det giver en vis respekt og ro omkring hinanden. Jeg er fuld af tillid til Martin, og Electric Lady Lab er en optimistjolle at være i”. Martin betegner deres gode kendskab og venskab til hinanden, som så godt, forstået på den måde at et skænderi omkring musikken altid ender konstruktivt. Og det er tydeligt for XQ28, at Stine og Martin respekterer hinanden som musikere, men også som gode gamle venner. Men hvordan ser de egentlig på hinanden?

Det viser sig, da XQ28 beder dem hver især at beskrive hinanden med to ord, at det er svært? For skal de se hinanden som samarbejdspartnere eller som venner? Med eftertænksomhed beskriver Stine dog Martin som produktiv og fokuseret. Og med ordene smuk og talentfuld beskriver Martin Stine. Og efter XQ28’s bedste overbevisning var det både talent og produktivitet, som gav dem rettighederne, som de eneste i verden, til at sample ”Rhythm is a Dancer” af Snap i deres nummer ”You & Me”. Men hvad er historien bag det at få disse rettigheder, som de eneste i verden?

”Rhythm is a Dancer” og er det at sample en forbrydelse?
”Jeg var til en fødselsdagsfest, og festen udviklede sig til en rigtig 90’er fest, hvad musikken angik. ”Rhythm is a Dancer” kom i højtalerne, og der kom det bare. Det var ikke et nummer jeg havde ledt efter, nummeret og idéen kom bare til mig. Jeg var halvfuld, fik en ven til at køre mig hjem, og så sad jeg ellers hele natten og samplede nummeret”. Stine blev involveret og lagde vokal på, og det, som egentlig viste sig at være det sværeste, var at lave omkvædet. Efter lang tids arbejde med nummeret ”You & Me” gik de ad de officielle veje og tog kontakt til Snap’s pladeselskab, men fik at vide, at ingen måtte røre ved ”Rhythm is a Dancer”, og så var den dør ligesom lukket, troede de.

På et senere tidspunkt under et ophold i Berlin ”Mødte vi en gut, som vi spillede vores demo af ”You & Me” for. Det viste sig, at denne fyr kendte Snap personligt, så han ringede Snap op” fortæller Martin og Stine fortsætter: ”Det var et færdigt nummer, vi præsenterede for Snap, så at gå direkte til kilden gav pote”. Electric Lady Lab fik herefter med Snap’s godkendelse rettighederne til at sample hans 90’er stor hit ”Rhythm is a Dancer”. Men hvad ligger der bag hele idéen med at sample andres numre?

Stine siger: ”Martin har på den måde fat i den lange ende og sin egen force. Nogen spiller et instrument, andre sampler”. Martin fortæller, at han er meget fascineret af at tage bidder fra noget, og at det at få lov til at sample så stort og gammelt et hit som ”Rhythm is a Dancer” giver ham varme. ”Vi ville ikke lave et klub-nummer med ”You & Me”, da det for mig er meget vigtigt at bevæge mig væk fra originalen og tilføre det noget nyt. Det kan være svært med samplinger, for man er bundet til modellen, men jeg ser det som et hjælpemiddel at komme vokal på. Nogen taler om det at sample andres numre som en forbrydelse, men jeg ser det mere som en inspirationskilde, der hjælper én på vej”. Og det med at lade sig inspirere af andre sker efter Stines mening lige så ofte indenfor film- og kunstbranchen, det handler ikke kun om musikbranchen.

Dragqueens som udsmidere og forholdet til New York
Men har Stine og Martin et specielt forhold til New York? De har skudt musikvideoer derovre med Electric Lady Lab, og Martin brugte også byen i sine musikvideoer med The Loft. Det viser sig, at der knytter sig en helt specifik historie bag tilhørsforholdet til New York for Martins vedkommende. Som han siger: ”Nu får I hele historien. Jeg spillede i et band, som skulle til New York i en uge og spille i anledning af promovering af Danmark i USA. Vi landede en tirsdag aften og spurgte receptionisten, hvor man gik hen om aftenen, hvis man virkelig ville opleve noget. Vi opsøgte derefter stedet ”Jackie 60”, som viste sig at have to store dragqueens som udsmidere til dette 3 etagers hus. I kælderen spillede de klassisk musik, men ovenpå spillede de house musik, hvor drags stod og snakkede ind over numrene. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende, det var vildt og meget inspirerende”. Som Stine fortæller, så var hun faktisk korsangerinde i det band, som Martin tog til New York med, men at hun ikke fik lov til at komme med, fordi hun var for ung, hvilket ærgrer hende meget i dag. Faktisk har Både Martin og Stine sidenhen prøvet at finde ”Jackie 60” men uden held. Både Stine og Martin mener, at det inspirerende ved New York er at der er ”lidt højere til loftet” end herhjemme. ”Du får lov til at skille dig ud”, fortæller Stine til XQ28.

Kontrakten i Tyskland og om deres kommende album
Electric Lady Lab har for kort tid siden i Tyskland skrevet kontrakt med ”Universal Music GAS”, som er på markedet i Tyskland, Østrig og Schweiz. ”Vi har virkelig arbejdet for det. Vi må smøge ærmerne op, for her kommer vi som danskere og har pillet ved tyske Snap’s nationale skat efter så mange år. At have skrevet kontrakt med pladeselskabet er ”Dream come True”. Vores første single i Tyskland bliver ”You & Me”, og den udkommer i januar”, beretter Stine. Som Martin fortæller, så er det gode ved Tyskland, at det åbner en masse muligheder. Folk i England får øjnene op og derefter er mulighederne mange.

Men januar er kun måneden, hvor Electric Lady Lab udsender deres single i Tyskland. Det er samtidig den måned, hvor deres debutalbum ”Flash” udkommer i Danmark, nærmere præcist 10. januar. Albummet er på nuværende tidspunkt allerede færdigt, men er i trykken. Stine er fuld af forventninger til kommende album, som giver hende sommerfugle i maven. Men hvad kan lyttere og fans forvente sig af deres kommende album? ”De kan forvente en forlængelse af hårdtpumpende elektro pop. Åbningsnummeret ”Last Virgin Alive” er en god introduktion til resten af albummet. Numre om forkvaklet og twisted kærlighed. Nummeret ”Flash”, som også er albummets titel, handler faktisk om et mindre trekantsdrama. En pige forelsker sig i en, som viser sig at være bøsse. Bøssen forelsker sig i pigens ven, som er forelsket i pigen”. Og netop samtalen om det at være bøsse leder XQ28 hen på hele spørgsmålet omkring Hate Crimes imod homoseksuelle.

 Hate Crimes og den ulige kamp
”Hate Crimes imod homoseksuelle er sørgeligt, og det må skyldes angst for noget, man ikke ved, hvad er. Det er en indskrænket og lavpandet måde at reagere på”, siger Stine. ”Det er svært at sætte sig ind i folks tanker”, mener Martin, og fortsætter med hensyn til forebyggelse af Hate Crimes ”Det er en ulige kamp. Ved at fjerne tabuer omkring homoseksualitet og sætte fornuften ind allerede i for eksempel i Folkeskolen, når man nogen, men de folk, som oftest begår Hate Crimes, deltager ikke i skolen”. Martin har en interessant drejning på hele problematikken. ”Hvis man har en gruppe af slagsbrødre, og den stærkeste i gruppen viser sig at være bøsse, hvad sker der så? Måske ville én, som tidligere har begået Hate Crimes, kunne nå ind til de slagsbrødre”, fortæller Martin til XQ28.

Electric Lady Lab kender ikke nogen homoseksuelle personligt, som har været udsat for Hate Crimes, men kender andre, som på baggrund af deres udseende har været udsat for vold. Det gælder i hvert fald for en af deres fælles venner i gymnasiet.

Seksualitet, accept og Copenhagen Pride
Med hensyn til Martin og Stines egne overvejelser omkring deres seksualitet svarer Stine: ” Jeg har tænkt over det mange gange. Et par af mine veninder sprang ud som lesbiske, og det fik mig til at stille spørgsmålstegn ved mig selv og min seksualitet, på den måde at jeg spurgte mig selv, om hvilket forhold og følelser jeg egentlig havde til mine veninder.  Jeg er ret overbevist i dag, om at jeg er heteroseksuel, men jeg synes at det er fedt når andre udstråler både det feminine og maskuline på én og samme tid”. ”Jeg har aldrig overvejet det, men bøsser er bedre til at feste”, siger Martin med et smil.

”Hvis jeg havde været lesbisk og sprang ud for min familie, ville de tage imod mig med åbne arme, men jeg tror stadig, at der er langt igen med hensyn til accepten af homoseksuelle nogen steder”, fortæller Stine, hvis familie faktisk stammer fra Færøerne, hvor der specielt i den nordlige del er så meget religion med i spillet, at alle bøsserne flygter fra øen. Tankevækkende for Stine, som i bund og grund troede, at man ville være mere tolerant i dag end tidligere. Martin tænker egentlig ikke så meget over tolerancen overfor homoseksuelle i sit private liv, for alle dem, han omgås med, har et naturligt forhold til homoseksualitet. Faktisk skulle Electric Lady Lab have spillet fra en af vognene til Copenhagen Pride i sommers, men de kunne desværre ikke den dag. Men hvis de får muligheden igen ude i fremtiden for at spille til et gay-event, vil de utrolig gerne.

En hilsen til XQ28’s læsere og fans
Til sidst har Martin og Stine en hilsen til XQ28’s læsere og deres mange homoseksuelle fans. ”Vi gør alt for at færdes i de homoseksuelle kredse, for der er højt til loftet og folk er mere på forkant. Vi er jer dybt taknemmelige for jeres støtte”, slutter Electric Lady Lab, alias Martin og Stine, interviewet af med XQ28 på Centralhjørnet.

XQ28 takker Electric Lady Lab for en meget spændende time under grengrene, julekugler og med en plastic Rudolf ved siden af. Det er tydeligt, at Electric Lady Lab ved, hvem de er, og hvad de står for både musisk men også personligt. XQ28 siger farvel til Martin og Stine, som denne sene eftermiddag bevæger sig ud i snevejret imod deres studie og en lysende karriere.

Følg Electric Lady Lab på Facebook via dette link


Foto: Pia Bjerreskov

18-04-2012 Clara Sofie: ” Paradoksalt at homoseksuelle har lyst til at blive viet i den kirke, som har forbandet dem i 2000 år”
12-03-2012 Joan Ørting: ”Learning by Doing”
29-02-2012 Mathilde Falch: ”Det er sundt at være i tvivl om sin seksualitet”
21-02-2012 Soluna Samay: ”Ikke bekymret for at blive sat i bås som Grand Prix-Soluna”
05-02-2012 Danmark på tredjepladsen i diskvalifikationer i forbindelse med Melodi Grand Prix