Helt normal
Det var en af de der dage i marts, hvor solen skinner ekstra kraftigt, og hvor himlen er blå og frostklar. Vi skal mødes på en café på Vesterbro. Jeg er forventningsfuld, for Thure Lindhardt er en mand, hvis rygte er løbet ham i forvejen, og jeg er ikke helt sikker på, hvad det er for en person, jeg skal møde: Han er kendt for at være professionel, sart, mystisk – homo. Gad vide, om sådan en har nykker – skal jeg byde ham noget særligt? Er han til at holde ud? Hvad forventer en mand, der lige har haft hovedrollen i Danmarks dyreste film af en total interviewjomfru som mig? Døren går op, og ind kommer Thure. Han styrer med det samme over imod en fyr, der sidder med en lap-top foran sig og ser ret ”corporate” ud; Thure ser mærkeligt på mig, da jeg rækker min, tilsyneladende, ikke særligt interviewlignende hånd imod ham; jeg hiver ham med ind bagved i cafeen, hvor jeg har en idé om, at vi kan sidde lidt privat.
Den café, jeg har valgt, at vi skal mødes på, er åbenbart stamsted for Thures samlede omgangskreds: I de ti-femten minutter, vi sidder der, inden vi går et andet sted hen, tror jeg, at han har hilst på seks mennesker: ”Hvor har du været?!”, ” Jeg har været i USA i tre uger; er lige kommet hjem”, En ven siger med lysende øjne: ”Landet, der flyder med mælk og honning”; ”Det er ikke honning, det flyder med derovre, svarer Thure med et meget mandigt hø hø-grin, og et glimt i øjet”; hmm tænker jeg, det er noteret – og måske jeg selv skulle bestille en billet?! Inden jeg får stillet det første spørgsmål, spørger han: ”Skal vi have taget nogle billeder? Det er bare, jeg har lige fået en bums lige her.” Han trækker ud i underlæben, ”man er vel forfængelig” – åh, hvor vidunderligt – han er lige som os andre; jeg ånder lettet op, idet jeg tænker på den halvanden times ”Fransk vask og strygning”, jeg udsatte mig selv for i morges. Vi går i gang med interviewet.
Kodenavn professionel
Thure giver dig ikke lyst til at spørge om underbuksefarve, livret og sidste uges scor, for man fornemmer, at det er ham ret uvedkommende. Han har flere gange sagt, at man hvis man vil vide noget om ham, får man mere ud af at analysere de roller, han spiller, end at stille ham åndssvage spørgsmål. ”Nogle spurgte mig forleden ”hvem er Thure,” det kan jeg sgu da ikke sidde og svare på sådan lige.” På trods af det er der en eller anden hoppeboldagtig, åben energi over ham – han vandrer lige ind i folk, og man kan ikke lade være med blive charmeret af det. Tilgange til sit arbejde er på samme måde.
Han har et mere tilbagelænet forhold til det, end man skulle tro. Thure giver ikke indtryk af at være den pacede drenge-skuespiller, der fortsatte linien, og blev skuespiller som voksen, blot fordi han ikke kunne finde ud af andet. Jeg taler med ham om arven og om, hvorvidt han har arvet noget af sit skuespiltalent fra sine forældre: ”Skuespil har været mit eget valg; ellers var jeg sikkert endt med at være psykiater eller præst; du arver en masse ting: men du er også, som du er; du er din egen kerne, du er ikke dine forældre, og da har man et valg”; og hans åbenhed og professionalitet virker pludseligt meget selvfølgelig; han ved, hvad han gør, han tænker over det, og når han så gør det, kan han stå inde for det; måske en tone, man burde lade klinge lidt klarere i homo-miljøet, for som man sidder der med Thure, virker han meget ægte og nærværende; han har fx taget interviewet fordi han gider bruge tid på XQ28 og mig, ikke fordi han er blevet tvunget til det – det er ret befriende at opleve.
Flammen og Citronen – meget relevant
Flammen og citronen behandler tiden under besættelsen, det er nu over 60 år siden, krigen endte, og jeg spørger Thure, hvorfor vi skal blive ved med at huske den: ”Det er en del af vores historie. En helt afsindig vigtig del af vores historie – og den har ret meget relevans til, hvad der sker i verden for tiden, hvilket også er en af grundene til, at filmen er kommet nu”. Filmen skildrer modstandsbevægelsens arbejde, et arbejde, der ikke altid gik, som det skulle, og som til tider førte til uskyldige ofre for det store formål. Jeg fristes til at høre om Flammen var en martyr; ”Flammen var en helt, en moderne helt i virkeligheden. Filmen er en moderne skildring af en helt med sprækker; et menneske, der bliver påvirket af de ting, han gør, men bliver ved med det, fordi han tror på det – om det er en martyr, skal jeg ikke kunne sige”.
Som man sidder der i mørket, kan man ikke lade være med, måske særligt fordi der foregår så meget i verden for tiden, at tænke: den enes modstandsmand, den andens terrorist. Til mit spørgsmål om, hvorvidt man kunne kalde modstandsbevægelsens arbejde for terrorisme, svarer Thure: ”Det er ikke terrorisme det, de laver – de gjorde modstand mod en magt, der kom ind og undertrykte et helt land: de gik ikke ud og slog uskyldige ihjel. Når det så er sagt, vil en krig altid have uskyldige ofre”.
En narcissistisk og egoistisk kultur
Vi kommer til at tale om vores kultur i dag: ” Det er en narcissistisk og egoistisk kultur, hvor det handler om at blive set og få billeder sat op alle steder, men jeg er ikke i tvivl om, at hvis ting pludseligt forandrede sig, så ville passionen kunne opstå – jeg tror, det er en grundlæggende mennesketing”. Det frister mig til at spørge, om man blandt os, små, grå, ironiske danskere ville kunne samle en modstandsbevægelse, hvis det var nødvendigt? ” I det øjeblik, man kommer ud for ekstremer som man, ja, jeg ved godt, vi er i krig nu, men jeg har svært ved at tage det seriøst, men i det øjeblik, at mennesker bliver undertrykte, og det er i alle forhold, så tror jeg på en eller anden måde altid, at der vil komme en opstand eller tavshed: altså enten bliver man ædt op af kræft, eller også må man gøre modstand, og så måske dør man alligevel. Enten æder det én op, eller også bliver man nødt til at gøre noget. Så det tror, jeg helt bestemt ja – det er jeg ikke i tvivl om, at vi ville. Det er ikke mere end to generationer siden, at der var nogle, der gjorde det.
Arbejdet
Jeg spørger om, hvordan det er at tilegne sig en rolle som Flammen, en rolle, der indeholder så meget passion; Flammen er klar til at dø for sin overbevisning. Jeg vil gerne vide, om det ikke er svært at lægge sådan en rolle fra sig igen: ” Det kan godt blive arbejde. Jeg gør det ikke, fordi det skal være et arbejde – jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade være; det er min lidenskab. Jeg holder virkeligt meget af det. Når man skal prøve at sætte sig ind i en andet menneskes psyke, i en karakters psyke, er det et kæmpe stykke arbejde; man stiller både sig selv og karakteren tusinde spørgsmål; nogle af dem får man svar på og andre ikke. Det handler om at finde en vej igennem det og finde sin egen kamp i alt det, som jo ikke behøver at have noget at gøre med at måtte dø for noget. Vi har jo alle sammen kampe, og hvis man kender til det, så kan man bruge noget af det, uden at det går hen og bliver privat – det gør det jo ikke.
Det er jo ikke en personlig oplevelse – jeg bruger personlige drifter; Thure har dog flere gange under optagelserne stillet sig selv spørgsmålet; ”Ville jeg være parat til at dø for noget, jeg troede på?”. ”Man kan godt føle sig brugt på film; den her rolle den tog så lang tid at optage, og jeg var på hver dag – på teater går du ind og fyrer den af tre timer, og så går du hjem; men på film skal du bevare hele overblikket. Dvs. du holder dig lidt fast i karakteren i den periode, du optager. Jeg var måske lidt mere aggressiv i den periode.
Veloverstået
At sidde og udspørge Thure Lindhardt om løst og fast er ret interessant. Han er utroligt ”på”, og havde jeg ikke optaget interviewet, ville jeg ikke kunnet huske noget som helst bagefter; det har været skægt at møde en mand, man har hørt så meget om. En mand med stor succes, en homo med succes. Hele interviewet igennem har han haft nærvær, været professionel, men samtidig med et glimt i øjet. Da jeg er færdig med at spørge ham om alt det, jeg har forberedt, slår det mig: ”Passer det at præstebørn er de frækkeste?” Svaret er kort, præcist og velovervejet: ”Ja, det gør det, det er de”. Jeg ved ikke, om han gjorde det, det gjorde han nok ikke, men efterfølgende kan jeg godt lide at tænke på, at jeg er blevet flirtet med af Thure Lindhardt, i den allerførste forårssol – jeg går sgu ind og ser på den flamme igen!