Af Marie Nielsen, Musikredaktør, Marie@XQ28mail.com
Den 22-årige, Xander, er snart albumaktuel med sin debutplade ”Over Skyer Under Vand”, men allerede i dag har over 2,5 millioner set hans første singleudspil ”Der Burde Ikk være Sådan Her” på YouTube. En stor bedrift, men her siddende overfor ham, oplever man hurtigt hans karismatiske og viljestærke personlighed.
Interessen for musikken og om navnet Xander
Han starter med at fortælle om, hvornår interessen for musikken begyndte. Allerede som lille begyndte han at spille klaver, men da han som 7-årig startede hos en klaverlærer, gik der ikke lang tid, før læreren ville have ham til at spille Mozart, men Xander havde andet i tankerne. Han ville sidde og spille selv, og som ca. 12-årig begyndte han at skrive egne sange. Forståelsen for musikken og hvordan den hænger sammen, opstod på omtrent samme tid. Klaveret blev et vigtigt instrument for Xander, når han komponerede eget materiale. Det at synge har Xander altid gjort, selvom nogen ville tvivle på det, så er et faktum, at Xander kun har fået få sangtimer, og det var, inden han senere i livet skulle på scenen og optræde. Så man må sige, at vi her har at gøre med et selvlært multitalent. Men hvorfor så lige kunstnernavnet Xander?
”I virkeligheden hedder jeg Alexander Theo Linnet, men er altid af familie og venner blevet kaldt Xander, så det var naturligt, at det blev mit kunstnernavn. Det er vigtigt for mig, at folk får mig, og jeg ikke behøver at tænke på, hvordan jeg skal fremstå, men bare kan være mig selv. Jeg var godt klar over, at da jeg kom frem, ville mange kunne finde ligheder i stemme og klang med min mor, Anne Linnet. Men for mig er det vigtigste, at jeg er min egen, nemlig Xander”.
”Forførerens Dagbog” og support for Rasmus Seebach
At koncentrere sig om musikken har Xander altid gjort, men hvordan lykkes det alligevel for en 22-årig Xander at signe med pladeselskabet, ArtPeople? ”Vejen dertil var, at musikken hele tiden var i fokus som det vigtigste. Jeg vidste, at jeg med mit efternavn ikke ville blive glemt i mængden, og det gav mig en vis ro til selv at finde ud af, hvad jeg ville med min musik. Da jeg så var klar med eget materiale, tog forskellige pladeselskaber fat i mig, blandt andet ArtPeople”, fortæller Xander til XQ28. Men kan Xander så på nuværende tidspunkt leve af musikken? ”Ja det kan jeg”, afslører han og fortsætter: ”Det går meget godt, hvilket er fantastisk. Faktisk er min mor og jeg ved at skrive numre til et stykke, som snart bliver opført på Teateret Mungo Park”. XQ28 kan supplere med, at det drejer sig om 9 helt nye numre, de har skrevet specielt til forestillingen ”Forførerens Dagbog”.
I september og oktober 2010 var Xander opvarmning for Rasmus Seebach, og ifølge Xander var dette en virkelig fed oplevelse. Selvom han var forholdsvis ukendt ved de første koncerter, endte han med at stå som support for Rasmus Seebach i KB-Hallen, som var fuldstændig udsolgt. Det betød meget for ham at stå der, som den han er, nemlig Xander.
Om den massive succes med intet tv, men ved at mærke den positive energi
Med en så massiv succes på så kort tid, vil XQ28 gerne vide, hvordan Xander tackler dette. ”Rent faktisk har jeg hverken internet eller fjernsyn derhjemme, jeg spiller Playstation og bruger meget tid på at lave musik. Jeg tror, at det er en god ting at tage det hele lidt stille og roligt. Selvom folk kalder mig den bedste sanger i verden, gør det mig jo ikke automatisk til den bedste sanger og omvendt. At blive kaldt den værste sanger, gør mig jo heller ikke til en elendig sanger. Jeg tror, at det er meget godt, at man skøjter lidt udenom alt det, og i stedet mærker al den positive energi”.
Kærlighed på godt og ondt, og hvorfor dansk og ikke på engelsk?
Det nye album ”Over Skyer Under Vand”, som udkommer d. 28. februar 2011, viser at være en sammenhængende fortælling, hvor hvert enkelt nummer er en del af fortællingen. Rent faktisk er første singleudspil ”Det Burde Ikk være Sådan Her” udpluk af billeder fra hele fortællingen, en slags afslutning på det hele. Det er kort fortalt en kærlighedshistorie, som handler om to børn, hvor drengen finder pigen, som er ked af det. Han giver hende sine øjne, så hun kan se det smukke i livet. De to lever og vokser op i en labyrint, men den materialistiske og overfladiske verden trænger sig på, og til sidst bliver pigen fristet. Og enden bliver, at de ikke er sammen mere. Men da dette kun er kort fortalt, venter der lytteren mange gode lytteroplevelser.
Xander har skrevet alle numre og alle akkorder spiller Xander selv på klaver og keyboard. Om titlen forklarer Xander: ””Over Skyer Under Vand” handler om at være enten helt lykkelig eller helt ulykkelig”. Men er det så er bevidst valg, at han skriver på dansk og ikke engelsk?
”Jeg har prøvet at skrive på engelsk, men jeg har det bedre med at skrive på dansk. Jeg skriver meget billedligt og bruger mange metaforer, for ligesom at vise folk sangene. Det er vigtig for mig at skrive, som folk ikke har hørt det før, ved at opfinde nye måder og konstruktioner i musikken. Det er nemmere at gøre dette på sit modersmål, der er for mig mere ro på i det danske sprog”.
Forventninger til albummets release, og kommer der en tour?
Nu er det jo Xanders debutalbum, men hvad er forventningerne til modtagelsen af nye plade? ”Uden at lyde selvfed, så har jeg indimellem brugt timer på enkelte linjer, og det er blevet til en fed plade. På en måde kommer folk til at stå med mit hjerte i hænderne, og jeg håber, at de passer godt på det. Et eller andet sted kan alle nok nikke genkendende til min fortælling. At man netop føler, livet er værd at leve, fordi man enten kan være over skyerne i eufori og kærlighed, eller være under vandet og ulykkelig. Og det, at have prøvet begge sider, gør, at man kan sætte pris på lykken. Og til dem, som ikke vil indrømme, at de kan nikke genkendende til fortællingen. Ja, de har noget til gode”. Xander siger, at pladen ikke er en rendyrket pop plade, men derimod en blanding af forskellige genrer og elementer f.eks. rap og noget orientalsk. ”Albummet er meget blandet ligesom med kærlighed”, fortæller Xander og fortsætter: ”Både mørk, dyster, let og frisk. Hvert nummer er et nummer for sig, man kan sige at fortællingen giver mening for mening. Nogen vil måske føle en overordnet fortælling om mit album, men dem, som savner dybden, skal blot dykke ned under huden på sangene”.
Nu har Xander været rundt i Danmark som support for Rasmus Seebach, men er der planer om en kommende tour for Xander alene? ”Til foråret kommer en lille tour til de største danske byer, København (Vega d. 28/4), Odense (Posten d. 20/5), Aarhus (Voxhall d. 6/5) og Aalborg (Skråen d. 22/4). Så bliver der nogle festivaler sommeren over, men den helt store tour kommer til efteråret”.
Betydningen af kærlighed og det af have været en burhøne
Da kærlighed er månedens tema på XQ28, spørger vi Xander, hvad kærlighed betyder for ham. ”Kærlighed betyder alt. Nogen mener, at kærlighed er en illusion, men jeg mener, at kærligheden er grund til, at vi er her. Det kan selvfølgelig gøre ondt, når man ”river” plasteret af, men for at føle kærligheden skal men også have været nede og dykke. Kærlighed er grunden til at leve”. Det er jo ingen hemmelighed, at Xander i dele af sit liv er vokset op i en familie med kærlighed mellem to kvinder, hvordan har det været?
”Jeg har været en burhøne”, siger Xander med et stort smil, ”Forstået på den måde, at man ikke ved, hvad der er normalen. Det er bare sådan, jeg er vokset op. Jeg er vokset op med min mor, vi er tæt knyttet, men min far har også været en stor del af mit liv. Jeg tror, at det er vigtigt at huske på ikke at leve for andres skyld, men for sig selv”.
Om mælkekassen på Rådhuspladsen, seksualitet og Copenhagen Pride
Har Xander så en holdning til, hvorfor mange mennesker ser bøsser og lesbiske som seksuelle forhold frem for at se kærligheden i mellem to mennesker? ”For alle fylder sex en del, men mange bøsser taler meget om det. Det er, som om man vil bevise, at man er anderledes, og derved kommer til at provokere modparten. Jeg sidder her og bestiller en kakao, fordi jeg foretrækker den frem for en espresso, men jeg gør ikke et nummer ud af det. Jeg behøver ikke forklare, at jeg ikke kan lide en espresso, jeg bestiller blot noget andet. For både homoseksuelle og heteroseksuelle gælder det, at man giver folk, det de vil have, frem for at være sig selv. Hvis man stod på en mælkekasse på Rådhuspladsen og råbte, at man foretrækker minimælk, ville ingen lytte efter, men alle lytter efter det, som skaber avisoverskrifter. Vigtigst af alt, vær dig selv og giv ikke folk det, som de forventer at få”. Og med hensyn til at være sig selv, har Xander så på noget tidspunkt været i tvivl om sin seksualitet? ”Nej aldrig. For mig har det bare altid være sådan, nemlig at jeg er heteroseksuel”.
Som noget af det sidste spørger vi Xander, om vi ser ham til Copenhagen Pride til sommer? ”Måske, jeg er blevet spurgt, men nu må vi se. Det kunne være sjovt at optræde til det event, og det vil kun glæde mig at skulle spille for publikum og jeres læsere.
Refleksion for XQ28’s læsere og måske en overraskelse i ærmet
Til sidst har Xander nogle tanker til læserne af XQ28, som han gerne vil dele. ”Jeg vil sige noget, som I måske kunne tænke og reflektere lidt over. Det med ikke at blive en del af spillet underholdning, men have den generelle indstilling til livet, at man skal leve for sig selv og ikke for alle mulige andre. Derfor lad være med at pege fingre af hele verden og sig, at de skal ændre sig, for det handler om at tænke selv og ændre det, man kan på egen vis”.
XQ28 takker Xander mange gange for en yderst interessant samtale, som virkelig gav stof til eftertanke. Xander er en ung mand med holdninger og meninger, som han ikke er bange for at dele med andre. Et mindeværdigt og tankevækkende interview med én, som er 100 % sig selv og hviler i det.
Xanders debutalbum ”Over Skyer Under Vand” udkommer d. 28. februar og bliver selvfølgelig anmeldt her på XQ28, og hvem ved, måske gemmer Xander på en lille overraskelse til jer læsere. Følg med på vores facebook side HER
Hvis du har lyst til at følge Xander på facebook så klik HER