Af Marie Nielsen, Musikredaktør, Marie@XQ28mail.com
16-årige Sarah Jørgensen, som dengang som 15-årig sang sig ind i alle folk hjerter til X Factor audition 2011 med et covernummer af Thomas Helmig ”Moonsilver”, er nu ikke bare i folk hjerter, men på alles læber. Hun vandt X Factor i Parken, er nu pladeaktuel med ”Hjerteskud”, og så er hun forresten lesbisk.
Da det stod klart, at Sarah skal optræde til Copenhagen Pride lørdag d. 20. august på Rådhuspladsen, fik XQ28 et interview i stand med Sarah, som bestemt viste, at hun har X Factor.
Promotion og Yes Pride
En karismatisk Sarah satte sig sammen med os i ”Gasolin-rummet” hos Sony i hjertet af København, og helt naturligt lagde vi ud med at tale om Copenhagen Pride. For hvad betyder det både musisk og personligt for Sarah at skulle synge til denne begivenhed? ”Musisk betyder det selvfølgelig en masse promotion for mit nye album, hvor jeg selvfølgelig skal spille numre fra. Personligt synes jeg, at det kunne være sjovt at stille op til Priden, fordi jeg er lesbisk og i noget tid gerne vil have oplevet Priden”, fortæller Sarah og fortsætter: ”Da jeg blev tilbudt at synge til Priden, tænkte jeg overhovedet ikke over, om jeg havde andre aftaler den lørdag, jeg tænkte, Yes Pride”.
Sarah har aldrig deltaget i en Pride før, men har længe gerne villet være en del af det. Sarah, som for øvrigt er startet på en musisk efterskole, kommer i kraft af sin skolestart blot forbi Copenhagen Pride om lørdagen for at synge. ”Jeg glæder mig vildt meget til at opleve den (Priden) og glæder mig ikke mindst til at komme over og spille”.
Om fordomme og det at stå frem offentligt som homoseksuel
Det er jo ikke en hemmelighed, at Sarah er lesbisk. Sarah sprang ret tidligt ud som lesbisk i forbindelse med X Factor programmerne. Men hvordan er det, at være åben omkring noget så personligt som seksualitet og så på landsdækkende tv?
”Alle dem omkring mig vidste, at jeg er lesbisk. Alle mine venner vidste det. Ved at stå offentligt frem vidste jeg, at dem jeg fortalte det til, ville jeg ikke have noget at gøre med personligt. Så deres reaktion ville ikke påvirke mig. Det, som betyder utrolig meget for mig, er, at folk ved, hvem andre er. For mig var det meget betydningsfuldt, at folk vidste lige præcis, hvem jeg var, når de skulle stemme”, siger en velovervejet Sarah. Det er meget tydeligt, at den rolige og velafbalancerede teenager ved, hvad hun står for, og hvad hun forventer af andre. Men hvad med fordomme og Sarah? For at stå offentligt frem og fortælle, at man er homoseksuel, kan i nogen tilfælde give bagslag i form af fordomme og uventede reaktioner fra omverden. Derfor spurgte vi Sarah om hendes erfaringer og tanker omkring det.
”Der er mange fordomme overfor bøsser og lesbiske, både fra folk, jeg har kendt og fra folk udefra. Jeg vidste godt, at fordommene ville komme, også fra hele verden, men jeg er ligeglad. Verden har godt af et slag og få at vide, at der ikke er noget, som hverken er normalt eller unormalt. Det hele handler om smag og behag, både når det gælder kærlighed, men også i musikken”. Og med hensyn til smag og behag i musikken har Sarah virkelig fået kærligheden at føle i form af dårlige anmeldelser af hendes debutalbum ”Hjerteskud”.
Om kritikken af albummet og den nye Lady Gaga
”Jeg har fået rigtig god respons på albummet fra fans og har fået både gode og dårlige anmeldelser. Jeg har læst en dårlig anmeldelse, og det gjorde mig rigtig ked af det. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, at alle anmelderne har sat sig ned, lyttet albummet rigtig igennem og lyttet til teksterne. Jeg har virkelig gjort meget ud af dette album. Rettet meget i teksterne og finpudset det. Meget hænger nok sammen med, at X Factor har gjort mig til rock, blandt andet på grund af min hæse stemme. Derfor har folk forventet et rockalbum, og det har nok givet dårlige anmeldelser. Men jeg vil gerne vise, at ligegyldig hvordan man synger eller ser ud, så er musik ikke bare musik, man skal føle musikken”, siger Sarah til XQ28.
Hvad med fremtiden? ”Jeg vil gerne lave simpel guitarmusik, det er bare ærgerligt, at folk har plantet en bestemt genre på mig. Faktisk har en producer i USA vist interesse for mig. Et rocknummer vil ifølge ham kunne gøre mig til den nye Lady Gaga”, smiler Sarah.
Forbillede som 16-årig og en videohilsen til XQ28
Men i forlængelse af musikken og det at stå ved sig selv i ord og handlinger, så er det helt tydeligt, at Sarah rammer et bredt publikum, men ikke mindst de unge og homoseksuelle. Hvordan er det at være forbillede for så mange, og hvilke tanker gør Sarah sig i forbindelse med det?
”Det er stort, at folk vil se op til en 16-årig. Folk ser for eksempelvis op til Justin Bieber, fordi han ser godt ud, men det synes jeg ikke, han gør”, siger Sarah med et stort smil på læben. ”Folk ser op til mig, fordi jeg er mig selv, og ikke blot fordi jeg er kendt. Jeg er faktisk stolt af mig selv, fordi jeg kun er 16 år, og det er stort. Det gør, at jeg har klappet mig selv på skulderen”. Og det kan XQ28 kun være enige i. Ikke mange har oplevet, hvad Sarah har. Man må sige, at Sarah er en ener. X Factor har hun, det er vi bestemt enige om, da vi forlader ”Gasolin-rummet”.
Vi takker Sarah og Sony mange gange for interviewet, og der er både knus og kram til slut, blot endnu et vidende om Sarahs ligefremhed og åbenhed. Følg Sarah på facebook eller på hendes website.
Herunder kan du høre Sarahs hilsen til dig i anledning af Priden.