Af Torben Juelsgaard
I anledning af LBL’s 60-års-jubilæum og XQ28’s re-premiere på 30-års-jubilaren ”Du er ikke alene” om teenagedrenges seksualitet på en dansk efterskole (se vores Nyhedssektion) bliver her gjort status i en lille festtale om ensomhed og fællesskab dengang og nu.
Siden 1978, hvor ”Du er ikke alene” og komedien ”Lille spejl” havde premiere, har der været et utal af film fra hele verden, og et par stykker fra Danmark, med homotemaer, mange af dem om og for børn og unge.
Film om små piger, der er drenge udenpå, drags og homocowboys er blevet mainstream, men før ’78 var udbuddet til at overse.
Hvad skete der i ’70’erne?
Det blev tilladt for mænd at danse sammen offentligt i ’73 efter en dansedemonstration på Rådhuspladsen året inden, og i 1976 vedtog man samme seksuelle lavalder for alle. Efter Stonewall-optøjerne i New York i 1969, bønfaldt ’70’ernes homoer ikke længere samfundet om at blive tolereret, men krævede at være en del af samfundet. Bøssernes Befrielses Front fremsatte kravet iført sommerkjole og fuldskæg, da overdrivelse jo fremmer forståelsen. Og det virkede åbenbart, for i 1981 blev homoseksualitet slettet fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme.
Landsforeningen for bøsser og lesbisk
Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes historie siden stiftelsen i 1948, inspireret af Kinsey-rapporten, er en nedslående liste af overgreb og hetz fra folketing og politi. (Foreningen blev først anerkendt i 1969). Men i ’60’erne og ’70’erne udfordredes normaliteten, og definitionen på den, overalt i samfundet.
”Du er ikke alene” har alle tidens tegn.
Drengene på efterskolen vil revolution. De beordrer forstanderen ud af lokalet, så de kan drøfte hans upopulære beslutninger og maler bannere om BØRNEMAGT! Og dette er kernen i filmen. Drengenes ublufærdige insisteren på selv at definere kærlighed har gjort den til homoklassiker, men filmen ramte bredt, fordi tidsånden nu var åben for dens budskab om, at mennesket har ret til at opdage verden med egne øjne, og til at blive anerkendt som den, man er. Samfundet var afhængigt af, at man opgav magtmidler, var solidarisk og gav plads. Som Sebastian synger i den kendte titelsang: Vi er ikke alene….De har det li’som os….
Et skridt på vejen
I dag er homoseksuelle ikke længere excentriske, eller jeg må hellere sige: det er ikke længere excentrisk at være homoseksuel! På LBL’s hjemmeside kan man læse, at homoernes netværk har flyttet sig fra organisationsarbejdet til sociale arrangementer som sport og korsang, og internettet har gjort det nemt at møde ligesindede. Homoer har jo lige så forskellige interesser som alle andre, og for mange virker det politiske arbejde måske lidt uvedkommende. Men der er stadig fanatiske sekter og folk med store hunde, der har et problem med bøsser og lesbiske, og politikere, der ikke mener, et homoforhold er åndeligt nok til at blive kaldt et ægteskab eller et trygt hjem for børn.
Man må dog sige, at politikere, arbejdspladser og udsprungne kendte og ukendte har gjort den vision til virkelighed, som der idealistisk blev kæmpet for i ’70’erne, og som modige mennesker, med livet som indsats og mod alle odds, turde drømme om i 1948, da LBL blev stiftet. Så om du kalder dig hetero, homo, bi eller trans, så spring ud og fest med på LBL’s fødselsdag Skt. Hans Aften, og i Imperial 15. august, når vi fejrer, at du kan kalde dig lige, hvad du vil. Du bli’r ikke alene!