Foto: mortenkjaer.dk/pressebillede
Af Sune Demant, Chefredaktør
(sune@XQ28mail.com)
Morten Kjær er lige fyldt 30 år og har i forbindelse med det skarpe hjørne, udgivet sit første solo-album ”Fra en ny altan”. Morten Kjær er ikke ny på musikscenen og har man ikke hørt om ham før, fx i forbindelse med vokal-sekstetten Basix, er der gode muligheder for at komme til det nu, hvor han, udover at udgive en personlig og velmenende CD, også introducerer Danmark til begrebet hus-koncerter. XQ28 og undertegnede satte Morten Kjær stævne, en mærkelig dag i Juni, hvor vejret var lige så ubeslutsomt som mine spørgsmål.
Jeg sidder på en café på Nørrebro og venter. Udenfor blæser det og jeg har af vanvare taget korte bukser på – mine ben er blå og forfrosne. Når man sidder og venter på et menneske der skal interviewes, gør man sig mange tanker, man tænker på hvem det er, hvordan man skal opføre sig, om samtalen glider ordentligt og om der overhovedet kommer noget interessant ud af de spørgsmål man har tænkt sig at stille, eller om de blot virker uvedkommende og uinteressante. Nu går døren op og nede for enden af lokalet kan jeg se ham, han er lidt mindre end jeg havde forestillet mig, men resten passer fint med det billede jeg har fået af ham, ved at høre hans musik på repeat, for at kunne kravle lidt under huden på ham, i hvert fald så langt under huden han tillader mig at krybe.
Der går ikke røg af en brand...
Hvis du ikke har hørt Mortens CD skal du vide, at den, på mig, virker meget lyttevenlig, den er ligetil og melodierne kan du efter du har hørt den en gang. Anden gang du hører musikken begynder du at blive lidt bange for om du mon er ved at blive træt af ham og hans evindelige sange om kærlighed, tredje gang du hører den, får du et billede af en mand der brænder for de projekter han sætter i gang, en fyr der vil alle det godt, en fyr der er meget tæt på sin næste, en fyr der vil omfavne så meget, at det hele måske ender med at omfavne ham – for hårdt? Det er først når du taler med ham, at du finder ud af at de tekster der måske synes lidt banale, i virkeligheden synes banale fordi de er Mortens egne følelser, fremført med en åbenhed der kan få det til at skurre i ørene på den gennemsnitlige protestant, for hvem hverdagens almindeligheder har ændret sig fra at være nærværende og passionerede, til at være uvante og undertrykte. Og vi har dem jo alle sammen, de banale følelser, det er derfor de er banale.
Every time is carnegie hall
Vi kommer meget hurtigt til at tale om hvad det er der er Mortens bevægegrund for at arbejde med musikken, hvad han synes er interessant: ”Det har været min målsætning fra starten af, at jeg ville lave noget musik der rører ved folk, noget der har været tæt på”. Morten har de sidste år turneret med huskoncerter: koncerter hvor han, med et keyboard, tager ud til private, der måske i forlængelse af et selskab, har arrangeret en koncert. Under disse koncerter kommer han tæt på sit publikum: ” Det er en meget kropslig fornemmelse der kommer når man sidder og spiller for et publikum der blot er to meter væk. Der opstår en sammenhørighed, hvor alle er interesserede i at få en god oplevelse. Det kan nogle gange i starten, være monster pinligt, men som regel går jeg hjem og tænker: Fuck hvor fedt. Det er mental udluftning”.
Det virker i det hele taget som om at det er den umiddelbare ”magi” der driver værket, og man fornemmeler intimiteten og følsomheden i det han fortæller: ”Der skal ikke store ting til for at energien opløses, det værste er nok folk uden inspiration”. Jeg undrer mig over hvordan man kan klare at være så privat når man skal optræde. ”Jeg har været i nogle situationer hvor jeg fortrød lige inden jeg skulle på, der har været nogle hus-koncerter hvor jeg har tænkt, at jeg ikke havde ressourcer til at skulle være centrum for et selskab der var ved at falde fra hinanden.
Men jeg har nogle metoder, nogle teknikker. Jeg kan ikke lægge min private person til evaluering, men jeg kan forsøge at gøre mit bedste. Det kan være der kommer en huskoncert der ikke bliver god, i værste fald kan man jo altid sige: skal vi ikke glemme det?”. Det ligger Morten meget på sinde, at selv det der ikke er afsætning i, skal være vigtigt for den udøvende kunstner ”Every time is Carnegie Hall” har Etta Cameron engang sagt til konservatoriestuderende på depressionens rand, deriblandt Morten, og det mantra husker han: ”Der er fare for at det kan blive sjæleløst hvis man tager tingene på rutinen. Det har jeg kæmpet for at det ikke skal være, musikken er vigtig, den skal komme tæt på”.
Den evige vandring
Morten Kjær er en anderledes kunstner; jeg tror aldrig jeg har mødt en sanger der har været så interesseret i hvordan musikken opleves af publikum; han er mere interesseret i målet end midlet og målet er her at ændre på den verden han er en del af, at efterlade noget vedvarende: ”Jeg vil gerne lyse og tænde lys for andre. Jeg vil gerne være til inspiration, i alle livets aspekter. Den hensigt holder jeg mig til. Jeg er ikke bange for at brænde ud eller løbe tør”. Blandt det ekstramateriale der følger med hans Album er blandt andet en DVD med et interview.
I interviewet fortæller Morten, at han er bange for at gro fast og sangen ”Fra en ny altan” er da også en fortælling om det, efter at være kørt fast i sit liv og sine problemer, at rive sig selv op med rode og flytte væk, se tingene i et andet perspektiv. Det er måske det faktum der er med til at give mig en ide om en mand på evig vandrig. En vandring for hele tiden at opleve nyt og udvikle sig, men måske også en flugt; fra at stå stille, fra at stå ansigt til ansigt med sig selv: ”Fra en ny altan, fra en anden vinkel, håber jeg at jeg vil se lidt mere klart, i en anden by, på et andet tidspunkt, drømmer jeg, at jeg omsider, kommer rigtigt fra start”.
”Sorrig og glæde...”
Det kan godt være hårdt at lave et interview, hårdt fordi du får en smagsprøve på 30 minutter af alle én persons meninger, tanker og grunde til at gøre som vedkommende gør; og en smagsprøve giver næsten altid lyst til mere, hvis den har været god. Da interviewet er overstået og vi går hver til sit, kan jeg ikke lade være med at tænke, at der gemmer sig mere under overfladen, noget der, om ikke er mere interessant end den milde og umiddelbare åbenhed der hviler over ham, så i det mindste dét understregende. Som en regnbue på en grånende himlen, der virker klar og farverig, måske særligt fordi den springer fra mørke skyer. Jeg overvejer og nu taler jeg for egen regning, om Morten Kjærs tekster og væsen først giver rigtig mening, når man finder frem til den melankoli jeg tror, ligger til grund for hans kunst. Så hvis du en dag møder ham og har muligheden, så tror jeg at Morten Kjær, er en middag værd.