Af Kean
Så er den varme sommertid over os og i Danmark kan det ende med enten at blive en våd og regnfuld sommer, eller en solrig strandvejrssommer. I begge tilfælde er noget af det bedste jeg kan finde på, at tage min bog og læse, enten liggende i vandkanten mens solens stråler bager min krop til gyldenbrun, eller krybe sammen på sofaen, med en kop dampende varm te, mens regnen pisker mod ruden.
Men hvad skal man læse? Vi har alle forskellige smag hvad angår den litteratur vi læser; nogle kan lide krimier, nogle er til socialrealistiske romaner og andre igen er til fantasy eller science fiction.
Personligt er jeg til lidt af det hele og de bøger jeg herunder har udvalgt, skulle gerne afspejle dette, samtidig er bøgerne udvalgt således at de er forholdsvis nemme at læse; det betyder dog ikke, at de ikke har et godt og medrivende univers; kort sagt, de kan læses uden for mange tanker og i et rimelig hurtig tempo.
Bøgerne er alle fundet i en boghandel i Odense (selv de engelske). Jeg har udvalgt 3 danske og 3 Engelske bøger som giver dig mulighed for at læse bøger der endnu ikke er kommet på dansk. Jeg har valgt forskellige kategorier: Klassikeren: Som er en klassiker der kan fås i boghandlen i dag og som faktisk er værd at læse. Bøssens Valg: Som er en bog med klare mandlige homoseksuelle undertoner, det behøver ikke at være det primære tema. Lebbens Valg: Som er en bog med klare kvindelige homoseksuelle toner, dette behøver igen ikke at være det primære tema. (disse er i øvrigt valgt, men ikke læst af min lesbiske veninde) Og sidst en krimi: Som giver en generel krimi uden de store seksuelle undertoner.
Bøssens Valg:
Christian Kampmann; Familien Gregersen
- Man kan sige at Christian Kampmanns quartologi omkring Familien Gregersen er en af de få homoseksuelle klassikere vi har i Danmark, det er ikke fordi det homoseksuelle tema er det mest centrale tema i bogserien, men det sniger sig ind i familiesagaen, idet familiens ene søn er bøsse. Dette tvinger sønnen og den øvrige familie til at tage stilling til den livsstil det medfører. Bogserien er Christian Kampmanns hovedværk og er utrolig godt skrevet. Historien er godt skruet sammen med fokus på familiens liv og vi ser igennem deres øjne tidernes skiften i Danmark. Dermed bliver det ikke bare en vandren igennem personskildringer men også en vandring igennem Danmarks historie.
Lebbens Valg:
Sue Miller; Hædersgæsten; Ashehoug
Hædersgæsten er den sidste nye bog fra Sue Millers hænder. Denne bog handler, ligesom hendes andre bøger, om mennesker. Igennem bogen støder vi på den ene menneskeskæbne efter den anden. Også her er den lesbiske historie ikke det store centrale tema, faktisk er det en meget lille del af denne roman. Det centrale tema er læserens møde med en aldrende kvindelig stjerne der har fået Parkinsons sygdom: Vi følger hendes liv og hendes søn og de mennesker der bevæger sig omkring dem. Det Sue Miller kan og som hun altid gør til fortræffelighed, er at levere komplekse og levende mennesker, som står så klart for dig at du, som læser kan se dem klart for dit indre blik.
Klassikeren:
Herman Bang; Tine; Gyldendal
Herman Bang er legendarisk når det kommer til at formulere sig på dansk, hans stille leg med sproget giver et levende og realistisk univers, som dog alligevel giver dig klare billeder af de underlæggende toner som driver romanens psykologiske univers. I Tine som nok er hans mest kendte værk indenfor homokredsene, fortælles historien om Herluf Bangs fiktive Barnepige Tine. I det stille sprog som 1800 talles romaner har, fortælles en følelsesmættet historie, som alle burde læse!
Engelske Krimi:
Jeff Lindsay : Dexter in the dark, Darkly dreaming Dexter og Dearly devoted Dexter – Orion Books
Seriemorderen Dexter, er en af de ekstremt få seriemordere som kun myrder udfra et moralsk kodeks – Dexter bøgerne er nu filmatiseret i Tv’serieren af samme navn, men det gør ikke bøgerne dårlige på nogen måde! Valget af sprog og måde hvorpå Lindsay beskriver personer og sagerne, er fænomonal. Bøgerne er alle forholdsvis let læste og er holdt i en klassisk krimi/spændingsroman genre. Bøgerne er skrevet udfra Dexters synsvinkel, hvilket er interressant at læse og ikke set bedre siden Patricia Highsmiths Ripley –bøger.
Bøssens Engelske Valg:
Trudi Canavan : The Magicians Guild, The novice og the High Lord – The Black magician Trilogy – Orbit Books.
Denne lille serie er en fantasy trilogi som handler om den forældreløse og kasteløse pige Sonea som viser sig at have magiske krafter. Dette chokere alle da der normalt ikke findes magikere blandt de kasteløs eller fattige og dette sender ”the magcians guild” ud i en intern krig, hvor Sonea er det stormombruste midtpunkt. I bog 2 og 3 opstår et mindre side tema med klare homoseksuelle toner. Bogen handler, ligesom alt fantasy, om kampen mellem det gode og onde, men i denne bog er menneskebeskrivelserne i centrum.
Lebbens Engelske Valg:
Sara Paretsky : Bleeding Kansas
Sara Paretsky blev kendt i danmark for en del år tilbage, da hun introducerede den hårdkogte, afdankede Raymond Chandler-agtige kvindelige detektiv Warshawski. I denne vog drejer blikket nu fra den hårdkogt detektivverden til den kyniske verden i det amerikanske bibelbælte. Romanen på to familiers kamp mod og overfor hinanden og hvordan spillet ændre sig da en enlig (muligvis) lesbisk kvinde flytter ind tæt på.
Alle bøgerne er spændende og godt skrevet, hver på deres måde – de vil alle være gode på både stranden og i de lyse aftner.
Jeg ønsker alle en god sommerlæsning.