Det er et udbredt fænomen i homo-miljøet at begå utroskab, som var det en naturlig del af et forhold. Jeg er af den opfattelse, at enten har man selv begået utroskab, kender en som har eller også er man selv blevet udsat for det forfærdelige.
Det er jo ikke fordi, vi ikke har lært at et forhold imellem 2 individer bygger på troskab, medmindre man indgår en aftale om at have et løst forhold. Men så ved man sgu da i det mindste hvor man står, inden man bliver udsat for utroskab.
Ordet utroskab er i sig selv, i mine tanker omdannet til bekymring, forargelse og grænseløs ligegyldighed i forhold til offeret for det.
Du ved hvad utroskab er, jeg ved det, din nabo ved det, hele verdens befolkning ved det.
Man kender den isnende kulde, som løber en koldt ned ad ryggen, når man tænker på dengang man blev udsat for det, eller har trøstet en af sine nærmeste da de var ofre for det.
Men jeg reflekterer ofte over, hvad er utroskab og hvor går grænsen?
Er grænsen overskredet ved at flirte med fyren i den anden ende af baren?
Er det at se pornofilm at være utro?
Er det utroskab at onanere og komme på webcam med en anden fyr?
Er det at snave med en anden?
Er det at få et mobilnummer af en anden?
Er det utroskab at have sex med en anden?
Disse eksempler er underforstået at man er i et fast forhold, hvor i ikke har aftalt at være sammen med andre.
Jeg har bare fra min omgangskreds hørt en masse meninger om hvor utroskabsgrænsen går. Nogle er absolut mere eftergivende og lader grænsen være meget fleksibel, og lang. Hvorimod andre er fuldstændig fokuseret på, at grænsen går ved, at det er uacceptabelt at flirte eller lign.
Det er selvfølgelig en individuel sag, og mange har forskellige meninger.
Utroskab er det egentlig ikke bare som en børnesygdom? Fordi slipper man nogensinde udenom, eller bliver man bare ramt senere i livet?
Jeg erkender at have begået fuldbyrdet utroskab, og vil også gerne tilkendegive at have været udsat for det.
For det første er det utilgiveligt ifølge mig, hvis man udsætter sin partner for det. Man bryder en tillid som man er blevet givet.
Jeg følte skam indeni og jeg gjorde alt for at undgå at vise samvittighedsnag overfor min partner, men årsagen var, at jeg gad ikke blive ved med at undskylde og føle dårlig samvittighed. Men jeg var ung, dum og naiv. I dag tager jeg kraftigt afstand fra min opførsel dengang.
Da jeg blev udsat for det, var det af min første drengekæreste og jeg var forblændet og dybt forelsket. Jeg havde dog fået en masse hints fra hans venner, som kendte til hans affærer bag min ryg. Da jeg en dag konfronterede ham og udredte hans spind af løgne, ramte der mig en ubeskrivelig indvendig smerte i hjertet. Det var det mest grufulde jeg nogensinde havde oplevet.
Er vi decideret sammenlignelige med barnet der følger sin naturlige drift, der for enhver pris vil have opfyldt sit behov, uden at tænke på konsekvensen af sin handling?
Jeg har ikke desværre ikke svaret på hvad utroskab er, og hvor grænsen går, men lad os i fællesskab tænke over vores handlinger, inden vi gør noget utilgiveligt.
Utroskab er ikke opfundet i går, det er her nu, og for altid, så kig jer for derude.
Kiss and Tell...ses derude