Når jeg sidder med mine venner, snakker vi ofte om, hvordan man har det med sine ekskærester. Ekskærester er jo ret naturligt, hvis man altså har haft en kæreste. Nogle har aldrig før været sammen med en fyr, og kan ikke snakke med, men sommetider får de, en masse ud af hører om andres ekskærester. De bliver for det meste skræmt af alle de historier der flyver igennem rummet, når diskussionen og uenighederne får luft.
Men er ekskærester virkelig et skræmmende emne?
Og burde nogle eks’er ikke være som regndråber, der fordamper lydløst i solen?
Jeg er totalt uforstående overfor, hvorfor der er noget som behøver at hedde ekskærester, hvad med at vi kalder dem individer man engang havde noget sammen med, og totalt ansvarsløst fortrænger hvem og hvilke mennesker de er.
Og når man ser rationelt på det, har de fyre været en del af ens liv, de har haft kendskab til dig, og dine inderste tanker og følelser. Man har haft noget sammen, som man sikkert ikke vil opleve igen, da man aldrig finder den præcise samme fyr, og folk er jo forskellige.
Selvfølgelig kan man ende med sin ekskæreste igen, fordi man tror og føler han er den eneste ene, og det sker sommetider.
Men jeg er af den opfattelse at, man ikke går tilbage til sin eks, uanset hvad man føler, for gik det ikke dengang, går det nok ikke igen. Det bliver aldrig nogensinde det samme igen.
Ekskærester er et meget vanskeligt og for en masse også et pinagtigt emne. For man kan desværre ende med at tale om sin største kærlighed, som man uheldigvis ikke længere er sammen med, og det kan medføre en ubeskrivelig smerte og få gamle følelser tilbage, som man håbede eller troede var gået over med tiden.
Desværre kan man også komme til at snakke om kæresten man havde engang, som var det dejligste og mest perfekte i denne verden, indtil man havde slået op, hvor han så viste sig som en kæmpe stor, rygtespredende, og usandfærdig idiot. De ekskærester vil vi gerne glemme, og vil helst gerne forbande dem langt ind i helvedet.
Og nogle tidligere kærester er man stadigvæk venner med, og er de er en integreret del af en selv, fordi de bærer på nogle ting, som de opdagede, da man var i et forhold med dem, og de elsker dig stadig for den du er. Det anser jeg, for at være prisværdigt!
Tilsyneladende er ekskærester bare en fusioneret del af os, som man må acceptere, og man kan kun takke sig selv for at have ekskærester, for havde man ingen kæreste, kunne han heller ikke blive din eks. Medmindre du er sammen med din første kæreste og i bliver sammen til evig tid. Hvilket kun sker i meget få tilfælde, ja så har du ingen ekskæreste.
Det er jo heller ikke fordi, man ikke er informeret om risikoen ved at binde sig til et andet menneske, da de jo ser ens svagheder, og de besynderlige tvangshandlinger man har. De kender næsten en bedre end man kender sig selv, og det er ret skræmmende. For eksempel kan man jo ikke se sit eget ansigtsudtryk, hvis man er sur, irriteret, glad, eller ked af det. Så det læser din partner, og det er bare endnu en kvalitet hos ham, at han kan se hvilket humør du er i. Og når man ser på det, kan man jo snakke om så meget andet som din partner ved om dig.
Men hvorfor bliver nogle ekskærester til fortrolige venner og hvorfor bliver nogle eks’er til uudholdelige og nærmest fjendelignende personer?
Jeg kan kun delagtig gøre dig, ved at referere en masse episoder, som kan gøre, at man bliver til venner efter et endt forhold, og berette om en masse andre ting, som gør vi ender med at hade vores eks.
Læs videre i næste klumme, om hvorfor din eks, muligvis kan ende som enten ven eller fjende…