Af Esben Weiergang Larsen
Fredagen i den forgangne modeuge bød på et højdepunkt; nemlig Ivan Grundahls bud på damemoden 2009. Ivan Grundahl har stædigt fastholdt sin egen personlige stil gennem årtierne, og har oparbejdet en trofast kundekreds og begejstret fanskare som de færreste andre kan matche.
Selvom denne kundekreds måske har flere repræsentanter blandt XQ28-læsernes mødre end blandt læserne selv, fandt vi det alligevel vigtigt ikke at snyde hverken os selv eller jer for denne begivenhed.
Til stede på dagen var blandt andre den kongelige operasangerinde Édith Guillaume samt Maria Sander og Zarah Voigt, (det afdøde kostumegeni Jean Voigts henholdsvis enke og datter, red.), som alle må siges at repræsentere en tidligere guldalder i dansk mode og scenekunst. En tid som også Ivan Grundahl har rødder i. Derudover var et stort antal fidèles, trofaste tilhængere helt i Grundahl, mødt frem. Resten af publikum udgjordes af et opbud af dansk modepresse, herunder XQ28’s to udsendinge, og af branchens indkøbere. Dertil kom, som ved et ethvert modeshow, en mængde gatecrashers. Denne gruppe kom XQ28 faktisk også til at høre til, idet de stakkels reportere ikke havde nået at få deres invitationer tilsendt, og derfor teoretisk set ikke havde hjemmel til at være til stede. Den knibe reddede de meteorologiske omstændigheder os imidlertid ud af.
En time inden enhver modeuges første show begynder det at regne, og det bliver det ved med at gøre indtil ugens sidste klud har forladt podiet. Sådan er det, og denne uge var ingen undtagelse. Den ovenfor beskrevne publikumsskare var derfor henvist til at stå så tæt som kvæg på vej til slagtning i én pulserende organisme af modetøj, vodkasjusser og halvt iturevne paraplyer, mens regnen tæskede ned, og lumsk fandt vej ned ad rygge, ned i kavalergange og op og ned ad ben. Da vi endelig blev sluset ind i showteltet var det under så megen tumult at undertegnede lod etiketten ramle, og hvæsede til en dørmand: ”Jeg er ligeglad om de er ved at røre kartoffelmos derinde, jeg vil bare gerne lukkes ind!”
Så vidt de ydre omstændigheder, og vi kom ind, på trods af dårlig opførsel og manglende invitationer.
Teltet var enkelt og smagfuldt indrettet. Stramt uden at være sjælløst, cool uden at være uvedkommende, råt uden at være brutalt.
Showet åbnede med en række knusende smukke, draperede sommerkjoler i bomuld. Farverne var lyse grå og blå toner, kølige brune samt hvidt. Modellernes hår var stort og vildt, touperet og væltet ud til den ene side. Øjnene var stærkt fremhævede med gråbrunt.
Grundahls tradition for store mængder af enkelt stof, der indgår i et had/kærlighedsforhold til bærerens bevægelser havde her fundet et nyt udtryk, og vi der havde frygtet at skulle se en gentagelse af de sidste tyve års krølleskjorter og nederdele med snoretræk kunne midlertidigt ånde lettede op.
Som showet skred frem, og mange utroligt velkomponerede, silhuetter blev vist frem, blev det dog tydeligt at hovedvægten af kollektionen ikke bød på de store stilmæssige nybrud. Vi så krølleskjorter og vi så nederdele med snoretræk, og vi så krinolineinspirerede lærredskjoler, og vi så gennemsigtigt plastik og store, ustivede reverser på jakkerne og en del andet i sort og hvidt som vi ved gud har set før. Men i mellem alle gentagelserne skete der alligevel forunderlige ting.
Dametøj af proportionel, idémæssig og forarbejdningsmæssig kvalitet, som det ikke ses andre steder herhjemme - ej heller i den nye generation af designere – var at finde blandt variationerne over de gamle travere. Som når en enkelt draperet, sort uldjerseykjole, balancerende på en nålespids mellem Juliette Gréco, punk, skandinavisk tørhed og Chanelsk funktionselegance, var garneret med intet andet end lange, klorblegede denimhandsker. Så fornemmede man at kollektionen, og også traverne og gentagelserne, bygger på et fundament af både begavelse og stærk overbevisning kombineret med stor faglighed. Der var desuden mange tætsiddende jakker og punkede bukser som var meget moderne i deres udtryk, uden at de faldt for langt ved siden af den øvrige kollektion.
Vi havde, som antydet, frygtet gentagelser - og dem fik vi - men det som gør at Ivan Grundhals trav aldrig bliver rigtigt kedsommeligt eller skuffende, er at det trods alt er sig selv han gentager. Hans integritet er aldrig i fare, og designet mangler aldrig karakter.
Om tryghed i forbindelse med mode er et plusord kan diskuteres. Men det er ikke desto mindre betryggende at opleve, at der stadig findes danske modeskabere fra en tid, hvor mode ikke kun var form og retro-referencer, men var en disciplin hvori man forsøgte at få et håndværk og et kunstnerisk udtryk til at spille sammen med et menneskes krop og dagligdag. Dette uden at overtage definitionen af disse. Det er med andre ord en stor og sjælden kvalitet hos Ivan Grundahl at hans tøj ikke går på kompromis med sig selv, og heller ikke tvinger kunderne til at gøre det. Og for at bibeholde denne balance er det nok nødvendigt i et vist omfang at tage udgangspunkt i det der fungerer og har fungeret. Derfor tilgiver vi mere end godvilligt Ivan Grundahl alle hans gentagelser, og forbliver knælende i respekt for hans talent de næste 20 år med. Så længe skal der også nok være stilsikre og kvalitetsforstandige kvinder til.