Når efteråret rusker i de nøgne træer. Når regnen trommer mod ruden, og smattede, brune blade ligger i bunker. Når det bliver tidligt aften. På den tid af året sidder bøsser og lesbiske, interesserede heteroer og film og medie-videnskabsstuderende lunt og trygt i deres huler – de er i biffen. Mange store europæiske byer har det, og det har København så sandelig også: En Gay & Lesbian film festival. XQ28 vil gerne med denne artikel introducere festivalen til dig, kære læser, og vi vil under festivalen bringe reportager og anmeldelser, så du kan følge med over alt.
Copenhagen International Gay & Lesbian Filmfestival er ikke noget nyt fænomen. Festivalen startede allerede i 1986, godt nok under trangere kår end nu. Men på trods af svære tider valgte det lille festivalbarn at vokse sig stort og sundt, og festivalen har nu sin egen forening. Festivalen er drevet af en gruppe dedikerede frivillige, og er for mange en kær tilbagevendende begivenhed i det smattede og råkolde danske efterår!
Køn til diskussion
At være homo kan betyde mange ting, og derfor ophæver Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival 2008 kønskategoriseringen af programmet. Der er mange køn, seksualiteter og overlappende fællestræk. Det er menneskeligt at ville tilhøre en gruppe, og filmfestivalen lægger i år op til, at vi spørger os selv, hvad eller hvem vi egentlig definerer os selv ud fra. Er det subkulturen eller samfundet eller mig selv, der vælger, hvilken kasse, jeg tilhører? Kan man virkelig kalde de iranske bøsser, der, for at tilpasse sig samfundet, får et kønsskifte, for transer, som det skildres i festivalfilmen: Be Like Others? Er det muligt, at få et mere alsidigt syn på køn? Kan man vælge, som Sandra Day, at være Marilyn Monroe fra navlen og op, og Sylvester Stallone fra navlen og ned? Identitet kan jo ikke vælges isoleret, men er en dialog mellem mig og verden. Så er jeg tiltrækkende, når jeg er den, jeg føler mig som? Skal jeg ændre mig, eller overbevise verden om, at jeg er smuk?
Etniske homoer – Sabaah
Et centralt tema på årets filmfestival er etnicitet og homoseksualitet. Foreningen Sabaah vil, i samarbejde med CGLFF, fokusere på køn og sex i andre kulturer med film fra mange forskellige lande.
Aftenens hemmelige gæst
CGLFF har tradition for hvert år at invitere en særlig personlighed, der skal hyldes. I år kaster forfatteren Sarah Waters stjernestøv over festivalen med sine romaner om lesbiske i Victoria-tidens England, hvoraf flere er filmatiserede. Vi kan glæde os til at se tre af hendes film/tv-miniserier. Den mest kendte må være Tipping the Velvet (victoriansk slang for at guffe bamse).
Først film, så G&T
På XQ28 glæder vi os til at dække årets festival. Vi glæder os til at se en bunke film der kan sætte vores blod i kog, forvirre, forarge, fremme forelskelsen og mane latteren og tårerne frem. CGLFF er ikke bare en filmfestival. Det er også et samlingspunkt for homoseksuelle og dem, der vil vide mere om os. Der vil ugen igennem være debatter, arrangementer, og ikke mindst fester. Så spænd den sort-stellede filmbrille på, spring i det smalle sorte jakkesæt, og drik en drink i natten med din yndlings XQ28 skribent. Det bliver fedt! Festivalens program kan ses på www.cglff.dk.